Fortsæt til indhold

Unge talenter tegner Region Sjælland på Folkemødet

Arkiv
Arkiv

FOLKEMØDE: Fremtiden peger på et stærkt Sjælland. Det er et af budskaberne, når Region Sjælland sætter fokus på regionens talenter og positive historier under årets Folkemøde på Bornholm.
Region Sjælland rummer et væld af evner og unge talentfulde personer. En række af dem er med til Folkemødet på Bornholm, når Region Sjælland fredag eftermiddag viser de gode eksempler frem.
Udover politiske indlæg vil publikum kunne møde prisbelønnede kokke- og tjenerelever fra Selandia i Slagelse, som byder på gourmetmad.
Studerende fra DTU står for produktionen af drikkevarer til arrangementet, mens musikken leveres af bandet ”We are the way for the cosmos to know itself” fra Lejre. Bandet er en af finalisterne i DRs Karrierekanon 2015, som DR selv kalder Danmarks stærkeste talentudvikling.

Hellere en god trekant end en ond cirkel

"Hellere en god trekant end en ond cirkel” er regionens slogan til folkemødet med adresse til, at den gode trekant handler om sundhed, vækst og udvikling.
- Det er vigtigt, at vi kan samarbejde på tværs af region, kommuner, uddannelser og virksomheder i Region Sjælland. Det giver den bedste sammenhæng i vores indsatser og er en af opskrifterne på at skabe de bedste muligheder for regionens borgere og virksomheder. Det tema vil vi slå an på Folkemødet, siger Jens Stenbæk, regionsrådsformand for Region Sjælland.

Stærkt Sjælland

Foruden Region Sjællands eget arrangement deltager Jens Stenbæk under Folkemødet også i en lang række paneldebatter om sundhedsvæsenet og regional udvikling.
Her vil han også aflevere budskabet om, at der er alt mulig grund til optimisme, når det gælder fremtidens Region Sjælland.
- Fremtiden peger på et stærkt Sjælland. I de kommende år investeres der 140 milliarder kroner på Sjælland i form af Femern-forbindelse, sygehusbyggerier, jernbane, bro og veje. Det er en investeringsramme, som har potentiale til at ændre det fremtidige arbejdsmarked i Region Sjælland betydeligt. Ikke mindst Femern bliver en stor dynamo for vækst, innovation og jobskabelse – ikke alene for Sjælland men for hele Danmark, konstaterer Jens Stenbæk.
Han vil dog også under Folkemødet gøre sin politiske kolleger opmærksomme på, at der er behov for landspolitisk opbakning, hvis vækstpotentialet skal realiseres.
- En velfungerende og tilstrækkelig digital infrastruktur med mobil og bredbånd er helt afgørende for at skabe bosættelse, vækst og arbejdspladser. Hvis Sjælland skal udnytte det store vækstpotentiale, kræver det også en sammenhængende infrastruktur med et effektivt net af motorveje og jernbaner. Det er nødvendigt, at man landspolitisk forholder sig seriøst til nødvendigheden af en Sjællandsk Tværforbindelse mellem Kalundborg-Slagelse-Næstved-Rønnede, siger Jens Stenbæk.

Tiltrække børnefamilier

De øvrige styrkepositioner, som skal drive væksten og beskæftigelsen i de kommende år i Region Sjælland, er blandt andet grøn energi, bioteknologi og cleantech.
Alt i alt vil det betyde, at virksomheder kommer til at ekspandere, og at nye virksomheder kommer til. Og for mange sjællændere vil det indebære, at de måske ikke længere behøver at pendle til København, men at de kan finde jobs, som er lige så spændende i nærheden af, hvor de bor.
- Attraktive arbejdspladser tiltrækker og fastholder ikke mindst børnefamilier, som er i gang med deres arbejdsliv. Det vil smitte positivt af på vores bysamfund i Region Sjælland, store som små, som vil få nyt liv og dynamik. Vi skal skabe en udvikling, hvor boligmassen i landområderne i stigende grad udnyttes af familier, som har lyst til livet med græs under tæerne og højt til himlen. Det budskab vil vi også aflevere på Bornholm, siger Jens Stenbæk.
Ud over politiske indlæg, mad, drikke og underholdning dukker også Region Sjællands præhospitale beredskab op på Folkemødet med blandt andet Danmarks mindste ambulance.
Region Sjællands arrangement på Folkemødet foregår i morgen fredag fra kl. 14.30 til 17.00 på Kirkepladsen ved Kærnehuset i Allinge.
pm

Regionsrådsformand Jens Stenbæk sætter på Folkemødet fokus på erhvervsuddannelserne som løftestang for vækst og udvikling i Region Sjælland. (Pressefoto).