Fortsæt til indhold

Børnehaveklassernes elever læser og skriver om verden

Arkiv
Anja van den Bosch/ Læsevejleder på Langhøjskolen

Når nu børnene er gået på sommerferie, har rigtig mange af Langhøjskolens børnehaveklasseselever fået godt hul på læsningen og skrivningen.
- På langhøjskolen udnytter vi elevernes store lyst til læring og begynder derfor allerede læseundervisningen midt i børnehaveklassen. Læseforskningen viser, at læsning og skrivning har bedst af at foregå samtidigt, og derfor kombineres læsningen med elevernes egen skrivning. Derfor skriver eleverne ord, sætninger og små fortællinger til det læste emne. I skriveprocessen får eleverne mulighed for at øve de ord, som de arbejder med i læsningen, og samtidig kan de inddrage deres egen verden. Når vi læser om Ida som køber is, skriver børnene, om de is de selv kan lide. For bedre at huske deres lille fortælling tegner de også, og tegningen uddyber ofte deres fortælling.
I sidste uge læste eleverne om at læse avis, og i den forbindelse talte vi selvfølgelig om, hvad man kan læse i avisen. Eleverne har mange bud på, hvad man læser om i avisen, og flere har da læst om, at der var ild i en bil på Langhøjskolens parkeringsplads. Der kommer nogle skønne samtaler om stort og småt i sådanne læsetimer. Snakken om alt det spændende, der kan læses om i avisen, gav Mille fra 0.a en ide til at skrive om den mest aktuelle nyhed fra sidste uge, nemlig at der var valg. Mille skrev (med voksenstavning); Jeg ser i min avis, at der stod, at vi har fået en ny statsminister, og jeg skal ud at se ham i dag. Det bliver sjovt.
Nu er det sommerferie, og Mille og hendes klassekammerater holder fri, men mon ikke at de er blevet så grebet af at læse og skrive, at de stadig har lyst til at læse og skrive om vores fantastiske verden efter ferien?
Langhøjskolens læseprojekt begynder allerede i 0. klasse, og det betyder, at de små nybegyndere i skolen hurtigt får indblik i læsningens og skrivningens mange muligheder. Tre gange om ugen har børnene besøg af en læselærer, hvor der arbejdes med læsning og skrivning.
Eleverne bliver hurtigt vilde med at læse og læser gerne de 4-5 linjer mange gange. Børnene læser dem højt derhjemme, og kommer bedsteforældrene på besøg, skal de også høre den nye læseside. Begejstringen er stor, og stoltheden lyser ud af øjne, når de i næste læsetime viser deres underskrifter frem, som vidne om, at de har læst hjemme.
Børnehaveklasserne er begyndelsen på børns skolegang, her læres de grundlæggende ting om skolens arbejdsmåde og struktur. Eleverne møder stolte op med frisk mod og stor lyst til at lære. Ofte er de næsten skuffede, når de ikke allerede den første dag lærer at læse og får lektier for.
Børn på 6 år lærer virkelig meget, og skolestarten indeholder mange spændende udfordringer, som passer fint med at børnene er ivrige og læringsparate. Denne sprudlende udvikling er til stor glæde for dem selv og deres nærmeste, som oplever børnene, mens de udvikler nye færdigheder. At stå foran en 6-årig, som lige har haft held med at binde snørebåndene eller lært at læse, er en livsbekræftende oplevelse, som vi nyder at dele. Inden længe starter fire nye 0. klasser, og vi glæder os til at byde dem velkomne i læsningens univers!