Ny direktør i spidsen for Børn og Skole
Randers Kommune har netop ansat 52-årige Hans Minor Vedel som direktør for Børn og Skole. Han tiltræder 1. august
Hans Minor Vedel kommer fra en stilling som direktør i Favrskov Kommune med ansvar for Børn og Skole. Her har han især haft fokus på implementering af folkeskolereform, udvikling af familieområdet, omstrukturering af daginstitutionsområdet og ikke mindst udarbejdelse af en børn- og ungepolitik.
Med sig bringer han 15 års erfaring i at lede, administrere og udvikle inden for en række forskellige, kommunale områder og har især stor erfaring med at sikre et aktivt og konstruktivt samspil mellem partnere i og uden for kommunen. CV’et vidner desuden om tidligere job som direktør inden for områder som HR, personale, Borgerservice, IT, teknik og kultur i Favrskov Kommune og chef for HR, Kommunikation og Trivsel i Børn og Unge magistraten i Aarhus Kommune - og netop børn- og skoleområdet har Hans Minor Vedels særlige interesse.
Hans Minor Vedel er uddannet cand.scient. pol fra Aarhus Universitet.
”Vi ser meget frem til, at Hans Minor Vedel kommer til Randers Kommune. Vi får en direktør, der har en solid erfaring indenfor børn, skole og familieområdet og som har fokus på effektive og inddragende processer koblet med ambitiøse faglige mål. Hans Minor Vedel har værktøjerne til at skabe trivsel og samarbejde på alle niveauer. Samtidig er jeg overbevist om, at Hans Minor Vedel vil udfordre vanetænkning på en konstruktiv facon,” siger kommunaldirektør Hans Nikolaisen.
”Randers er en fantastisk spændende kommune med meget store udviklingsmuligheder – både som lokalsamfund og som arbejdsplads. Jeg glæder mig derfor til at være med på det hold, som skal samarbejde om at udnytte de muligheder, " siger Hans Minor Vedel og fortsætter:
"Skolerne åbner i en ny struktur til august og arbejder videre med folkeskolereformen. Samtidig arbejder familieområdet med at skabe en positiv udvikling. Det bliver spændende at være med i den positive udvikling, hvor der er fokus på medspil, inddragelse og tydelige mål for både skole-, børne- og familieområdet. Og ikke mindst, så glæder jeg mig rigtig meget til at lære både medarbejdere og Randers Kommune at kende."
Hans Minor Vedel bor med sin familie i Hjortshøj.