Fortsæt til indhold

Unge udfører mindre frivilligt arbejde end de ældre

Den seneste undersøgelse over danskernes gøren i frivilligt arbejde viser, at unge mennesker i aldersgruppen 16-29 år udgør den mindste andel af frivillige, hvor gruppen 65+ udgør den største andel

Arkiv
Af Marcus Ekstrøm Johnsen, 2.b, Hvidovre Gymnasium & HF

Et forøget uddannelsespres blandt de unge i forhold til tidligere generationer kan være stærkt medvirkende til denne virkelighed. Hvor ældre, der har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet, har et større overskud og mere tid til at engagere sig aktivt i foretagender, der ikke nødvendigvis tilgodeser dem økonomisk. Et politisk pres for at klare sig godt i skolen - og samtidig færdiggøre en uddannelse så hurtigt som muligt - er virkeligheden for nutidens unge, der fremadrettet skal kæmpe mod især de fremadstormende kinesere og indere, og samtidig tage hånd om den voksende ældrebyrde i de vestlige samfund. Også de første mange år efter endt uddannelse er der et stort pres på individet, hvor der skal findes arbejde, stiftes familie og udleves drømme. En samfundsændring med hensyn til den politiske opfattelse, hvor liberalismen generelt har fundet vej til de yngste generationer, i modsætning til den mere socialistiske verdensopfattelse specielt i 1960’erne, hvor de nuværende pensionister udlevede sine unge år, kan også tænkes, at have en indflydelse. Statistikken viser også, at de yngste grupper - og specielt de 30-49 årige - bruger mindst tid på frivilligt arbejde. En årsag til at mange fravælger frivilligt arbejde kan være, at den personlige vinding forbundet med denne type arbejde ses som minimal og måske ikke-eksisterende. Denne pragmatiske tilgang til verden, hvor personlig vinding er et altoverskyggende incitament, forhindrer altså mange individer i at begive sig ud i frivilligt arbejde. Frivilligt arbejde kan dog være meget gavnligt for både din personlige udvikling og dit CV. Følelsen af at gøre en forskel for andre mennesker giver ikke blot selvindsigt, men også en stor glæde. Du har mulighed for at præge lokalområdets eller samfundets udvikling i en positiv retning - hvilket ikke er noget, der nogensinde har gjort skade. Desuden involverer frivilligt arbejde ofte direkte kontakt med andre mennesker og et krav om, at arbejderen tager ansvar og for eksempel tilrettelægger forskellige aktiviteter – kvaliteter som også har en stor værdi på arbejdsmarkedet.