Ny spiller til hver kæde
Med Mads-Christopher ”MC” Pedersen og nu Magnus Fredslund samt Kasper Jensen har HIF styrket truppen
- Som udgangspunkt er truppen fra sidste sæson intakt, fortæller cheftræner Thomas Westh Hansen. - Vi vidste, at vi havde Mads-Christopher “MC” Pedersen på plads, og til i dag er yderligere to spillere kommet til. Det drejer sig om Magnus Fredslund, der har en fortid i B 1908, men også Hvidovre, hvor han spillede som ungdomsspiller. Han er årgang 92 og en spiller, der er fysisk stærk og uhyre stabil. Vi synes, han er en klar forstærkning af vores midtbane. Kasper Jensen, årgang 94, har ligeledes en fortid som ungdomsspiller i Hvidovre, hvor hans far, Tom Jensen, var administrerende direktør i Hvidovre Fodbold A/S. Han har så spillet i Nykøbing Falster i forrige sæson. En meget kompromisløs spiller, der har sine forcer i det defensive. Med “MC’s” offensive styrker, og Magnus Fredslunds slideregenskaber på midten og Kasper Jensens defensive evner, har vi fået styrket truppen generelt... - Vi har fået spillere, der er unge og samtidig rutinerede, og det er vi meget tilfredse med. Vi har så et par spillere med til træningen, der viser sig frem, og det er Tim Risvig fra Frem og tidligere HIF, der viser sig frem. Patrick Nielsen er ligeledes med i truppen, og han er nyoprykket i AB, men vil prøve sig af i HIF... - Men der er rigtig mange, der har ringet og dermed rigtig mange, vi har måttet skuffe. Jacob Hilstrøm og Hayder Saig fortsætter begge to, så det ser godt ud. Eneste usikre kort i træner Thomas Westh Hansens Kabale er angriber Patrick Naundrup, der ikke har sagt ja til det tilbud, HIF har givet ham.