Fortsæt til indhold

En fantastisk god dag

Arkiv
Arkiv

70 års jubilæum i Danmarks ældste oldboys-fodboldklub
OB 45 i Randers med knap 100 medlemmer i alderen 16-85 år kalder sig landets ældste oldboysklub, og selvom medlemmerne ikke er så unge mere, forstår de at holde sammen og feste.
Det blev tydeligt bekræftet, da OB 45 forleden markerede 70 års-jubilæum og -fødselsdag. Som alle fastslog efterfølgende blev det en fantastisk dag.
Dagen startede med en hyggelig reception for nuværende og tidligere medlemmer, familie, venner, sponsorer og hvem, der ellers havde lyst at komme forbi til lidt mad og en sludder.
Efterfølgende blev det årlige klubmesterskab i fodbold afviklet - mellem serie 6-holdet og old-boys-mandskabet. Det bleb en spændende og meget lige kamp, hvor der blev gået til stålet, men ikke over stregen. Kampen blev vundet 1-0 af serie 6-holdets unge løver, der dermed vandt for tredje år i træk.
Aftenen bød på teltfest med 100 deltagere, helstegt pattegris og popcorn og soft-ice til børnene og en velspillende Peter Vildmand & Co.
Traditionen tro var der fuld fart på fra start til slut med fyldt dansegulv og fællessang. Og som et lille ekstranummer en chili-smagning til stor fornøjelse for alle - måske med undtagelse af de tre modige deltagere.
At klubben er åben for alle, fik man i løbet af dagen et glimrende eksempel på.
”En mand, Bjørn, og hans søn kom på besøg til receptionen. Bjørn havde set et opslag på Facebook, men kendte i øvrigt ingen i OB45. Han spurgte, om han kunne spille fodbold hos os, da han var gået forgæves andre steder, hvor han havde oplevet, at det var lidt lukket,” fortæller OB 45-formand Michael Andie.
Og der var ikke langt fra ord til handling.
Bjørn fik at vide, at han skulle spille to timer senere i kampen om klubmesterskabet.
”Bjørn havde ingen støvler, men dem kørte han ud og købte uden at prøve dem og fik en fin debut,” siger Andie, der har bedt Bjørn forklare sønnen, at der ikke er gratis sodavand, is og popcorn hver gang, de kommer i fars nye klub, som Andie kalder helt unik, da der er plads og hjerterum til alle.
”Vi har sportslige ambitioner, men sætter sammenhold, socialt ansvar og
gensidig respekt højest,” siger Michael Andie.

…. og så var der ellers fællessang og fest bagefter. Jo, de forstår at feste dernede i OB 45.