Fortsæt til indhold

Advarsels-app førte bilister i kløerne på politiet

Arkiv
Arkiv

En app der advarer bilister om fartkontrol, var i går direkte årsag til at tre bilister blev snuppet for brug af mobiltelefonen under kørslen.
Det skete da politiet gennemførte en såkaldt målrettet færdselskontrol mod kørsel uden sikkerhedssele og netop brug af mobiltelefonen. Da bilisterne nærmede sig færdselskontrollen gav app'en lyd fra sig, hvorfor bilisterne har taget mobiltelefonen op af lommen og konstateret, at der var politi i området. Det kunne de formentlig også have gjort ved at kigge ud af vinduet, for app'en fik den stik modsatte funktion, og politiet kunne i stedet vinke de tre bilister ind til siden for at uddele en bøde for brug af mobiltelefonen under kørslen.
"Rådet herfra er selvfølgelig, at borgerne får fastmonteret en mobilholder i bilen," rådgiver vagthavende ved lokalpolitiet i Kolding.
I alt 60 bilister blev snuppet for enten brug af mobiltelefonen eller kørsel uden sele.