Råbte bøsserøve og nazisvin efter betjente
En 23-årig mand fra Kolding blev onsdag eftermiddag klokken 15:25 standset af færdselspolitiet, da han kom kørende ad Rylevej på sin knallert. Manden viste sig at være påvirket af stoffer, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af Færdselslovens paragraf 54.
Der gik dog ikke lang tid, før den 23-årige igen mødte politiet. Klokken 16:35 mødte han den samme patrulje. Denne gang på p-pladsen foran Kolding Sygehus.
"Den 23-årige blev så ophidset over at møde de samme betjente. Han råbte "fucking bøsserøve" og "nazisvin"og begyndte at heile til de tre betjente," fortæller Carsten Andersen fra Kolding Lokalpoliti.
Udover sigtelsen for overtrædelse af færdselsloven, endte den 23-årige også med at blive sigtet for overtrædelse af straffeloven for fornærmende tiltale mod betjentene.