Fortsæt til indhold

Travl tasketyv anholdt med dametaske i hånden

Mindst seks tasketyverier har en 30-årig mand formentlig på samvittigheden

Arkiv
Louise Ritter

I maj og juni har politiet i Esbjerg modtaget flere anmeldelser fra cyklende kvinder, der har været udsat for tasketyveri. Hver gang er en mand kommet kørende op på siden af dem, hvor efter han har revet deres tasker op fra cykelkurvene.
Så sent som i sidste uge slog han til i Strandbygade, og mandag eftermiddag er den så gal igen. En kvinde kommer cyklende i Torvegade, da manden forsøger at trække tasken op af kurven. Kvinden holder dog så godt fast, at manden må opgive.
Efterfølgende går kvinden direkte til politiet i Kirkegade for at anmelde tyveriforsøget. Hun er i stand til at give politiet et ganske godt signalement af manden, og en civilpatrulje kører ned i byen for at kigge efter ham.
De finder manden i Skolegade, hvor han kommer cyklende med en dametaske. Nogenlunde samtidig anmelder en kvinde, at hun netop har fået sin taske stjålet fra sin cykelkurv i Kronprinsensgade. Det tager ikke politiet mange sekunder at lægge to og to sammen, og det er ganske rigtigt kvindens taske, som tyven har på sin cykel.
Den 30-årige mand bliver anholdt og er nu sigtet for mindst seks tasketyverier og en række andre forhold.