Fortsæt til indhold

Stor interesse for branding

Randers er de unges hovedstad, perfekt for familier og virksomheder, her er en lækker midtby omkranset af skøn natur, her er masser af teater og kunst og så er det mulighedernes by. Sådan lyder blot nogle af de input, borgerne bidrager med i forbindelse m

Arkiv
Arkiv

”Hvad kan du bedst lide ved Randers? Hvad er Randers for dig, og hvad er det første, du fortæller dine venner og bekendte, når du vil beskrive din by?”
Det er nogle af de spørgsmål, som borgerne i Randers Kommune er blevet bedt om at svare på siden inddragelseskampagnen blev lanceret 19. maj. Indtil videre har næsten 400 borgere givet deres bud – enten via facebook, mail, video eller postkort, og der tegner sig et mangfoldigt billede af, hvad borgerne holder af ved deres by.
”Vi er rigtig glade for de mange input, vi allerede har fået. Svarene viser tydeligt, hvordan borgerne er knyttet til området på forskellige måder. Ud fra de mange input kan vi skabe vores nye fælles fortælling om kommunen. En fortælling der peger frem og som vi kan være stolte af, siger Claus Omann Jensen, borgmester i Randers Kommune.
Det er Randers Kommune, som i samarbejde med medievirksomheden Advice og reklamebureauet Makers/Pointe, driver brandingkampagnen. Det bliver gjort med støtte fra et advisory board, der er sammensat af repræsentanter fra kultur- og uddannelsesinstitutioner, virksomheder og organisationer i kommunen.

Sådan er vi #Randerledes

Første fase i brandingprocessen er at inddrage kommunens borgere og erhvervsliv i at give deres bud på, hvordan Randers kommune er ”randerledes”. Det nye begreb er skabt med det formål at få folk til at sætte ord på, hvordan netop dette kronjyske område skiller sig ud, og hvad kommunen skal være kendt for.
”Det er jo borgerne i Randers, der ved, hvad Randers' DNA er gjort af, og derfor er det meget vigtigt, at de kommer til orde meget tidligt i brandingprocessen. Det bliver netop ud fra borgernes input, vi sammensætter den fortælling om kommunen, som skal bære vores brand i fremtiden,” siger Claus Omann Jensen.
Alle borgere kan bidrage med deres mening om, hvad Randers Kommune kan være kendt for, og det kan man blandt andet gøre ved at skrive #randerledes ved sine opslag på instagram og dele på www.facebook.com/randerledes. Derudover er Randers Kommune, Advice og Makers/Pointe til stede forskellige steder i bybilledet indtil d. 10. juni 2015. Tider og steder kan ses på www.randerledes.dk

By, natur og teater

Nogle af de ting, der indtil videre er blevet fremhævet om Randers Kommune er, at her er mange muligheder og ildsjæle, der får ting til at lykkes. Det dejlige byliv i centrum og i særdeleshed naturen, som findes overalt i kommunen.
”Vores storslåede natur omkring, ved og faktisk i selve byen Randers er guld værd,” skriver Frank Madsen på facebooksiden Randerledes, og han bakkes op af mange flere af kommunens borgere:
”Det jeg elsker allermest ved Randers er de grønne områder, der hvor sindet falder til ro, man kan trave eller løbe en tur, nyde omgivelserne og i gevinst få unikke naturoplevelser,” skriver Kirsten Marie Andersen, som har lagt flotte naturbilleder fra Randers på facebooksiden.
Desuden er der flere, der har nævnt byens teaterliv som noget, der adskiller Randers fra andre byer:
”Jeg vil gerne fremhæve Teaterskolen Kastali'a, beliggende i Underværket. Ud fra Kastali'a kommer der masser af skønne aktive unge, der på kryds og tværs er med til at gøre en forskel i byen,” skriver Tommy Prang Vonsyld på facebooksiden Randerledes.