Fortsæt til indhold

Prindsen lukker

Kurator har ikke kunnet finde nogen, der ville føre driften videre

Arkiv
Af Henrik Wanscher

Efter to hektiske dage med forsøg på at løse det økonomiske uføre, som har ført til, at Hotel Prindsen er kommet under konkursbehandling, står det klart, at hotellet må lukke.
Melding kommer fra kurator Henrik Poulsen, der arbejder for advokatfirmaet Bruun og Hjejle og har stået for at behandle Prindsens konkurs.
Håbet var ifølge ham, at man kunne finde nogen, der ville lægge penge i Prindsen, så man ikke behøvede at lukke.
- Ingen medarbejdere vil dog blive fyret eller fritstillet før vi er helt færdige med sagen, og vi har stadig 12 dage til at finde en løsning.
- Vi har bare ikke mulighed for at holde hoteldriften kørende i den periode.

Tabte depositummer

Henrik Poulsen oplyser, at han har været i kontakt med flere selskaber, som kunne have overtaget hotellet efter det nu konkursramte nuværende driftsselskab.
Desværre har det ikke været muligt at finde frem til en passende aftale.
Selvom man stadig arbejder på at finde frem til nogen, der vil overtage hotellet, så er kuratoren også i gang med at sørge for, at mindske den økonomiske skade mest muligt.
Blandt andet kigger man på muligheder for at sælge hotellets inventar og lignende.
Hvis man har et depositum liggende eller har man en reservation hos Hotel Prindsen, har Henrik Poulsen desværre dårlige nyheder.
- Depositummer og lignende går tabt i konkursen, og hotellet lukker i aften, så det ikke vil være muligt at bo der, fortæller han og fortsætter:
- Ifølge mine oplysninger er der dog ikke mange, der har betalt forud for hverken ophold eller arrangementer på hotellet.

Fortidens synder

Hvad der skal ske videre med den gamle bygning i Algade er altså uvist.
I en anden artikel har Roskilde Avis allerede fortalt, at Florentz Cafe og Brasserie, der ligger ud til Algade fortsætter uden påvirkning af konkursen.
Men selve hotellets fremtid er uvis.
Hvis kuratoren ikke finder en løsning, inden 28. juli falder Prindsens lejemål tilbage til udlejerne i firmaet Nordicom.
Henrik Poulsen mener så, det er sandsynligt, at de hurtigst muligt vil forsøge at finde frem til en nye lejer.
Kuratoren mener, der er gode chancer for, at der også i fremtiden vil være hotel i lokalerne, men han tør ikke spå om fremtidsudsigterne.
- Man kan tænke sig, at nye virksomheder vil sige, at det er for svært at drive forretning med de nuværende lejebetingelser, og så skal de forhandles.
- Men jeg tror ikke, det vil tage alt for lang tid, for jeg antager, at udlejer gerne vil have en ny lejer hurtigst muligt, siger han.
Indtil videre kan kurator Henrik Poulsen ikke sige præcis, hvad der ligger bag konkursen.
Han mistænker dog, at Hotel Prindsen har måtte kæmpe med gæld, der kan spores helt tilbage til skandalen med Roskilde Bank.