Kolding slipper for storm
Fra temperaturer over 30 grader i sidste weekend til blæst og regn de seneste par dage. Sommervejret er særdeles omskifteligt. DMI meddeler torsdag i en stormvarsel, at vestkysten kan forvente kraftigt blæsevejr med vindstød af stormstyrke på mellem 24-26 meter i sekundet.
I Kolding og Trekantområdet kan borgerne dog ånde lettede op. Det fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Anja Bodholdt.
"I dag (torsdag red.) vil det ikke være lige så blæsende som andre steder, men der vil være frisk til hård vind fra vestlig retning. Der vil kunne komme vindstød og hård kuling og måske et par dryp, men i løbet af eftermiddagen klarer det op med tørt vejr. Måske er der en lille mulighed for, at I får solen at se, men det vil stadig være relativt koldt med 13-14 grader," siger meteorologen.
Mens borgerne i blandt andre Esbjerg, Varde, Tønder skal forberede sig på, at grene kan knække, træer kan vælte og blæsten kan lukke broer og togstrækninger, er der altså ingen grund til at tage særlige forholdsregler i Kolding.
I løbet at natten og fredag vil der, ifølge meteorolog Anja Bodholdt, være et højtryk, der bevæger sig ind over nordsøen.
"Vejret i morgen ser hæderligt ud. Der vil være tørt vejr og nogen sol med temperaturer, der ligger omkring 16-17 grader. Det er ikke de højeste temperaturer, men det bliver trods alt tørt med jævn vind".
Om weekendvejret siger meteorologen:
"Lørdag har vi en svag varmefront, der skal ind over landet. Der er lidt uenighed om, hvor meget nedbør den har med sig, men lørdag starter pænt. I løbet af dagen kan det blive mere skyet. Temperaturer ligger på omkring 18-20 grader".