Fem Vorup-drenge vandt DM
Vorup FB-spillere hjemførte DM i streetfodbold i København
Fem spillere fra Vorup FB’s årgang 2000 i drengefodbold gik hele vejen og kom til tops som danske mestre ved det officielle danmarksmesterskab i street-fodbold for U15 drenge - DBU Street DM 2015 - afviklet på Rådhuspladsen i København.
De fem drenge - Nicklas Andie Nielsen, Mathias Bækgaard Skjødt, Mads Vedel Zander, Alexander Albers og Nicklas Brix - havde udskiftet det fine græs og kunstbanerne på Vorup FB’s anlæg på Ulvehøj med en officiel DBU Street-bane for at vise, at de også besad de tekniske evner og hurtige spil, det kræver at spille street-fodbold.
Kvintetten startede deres færd mod DM-triumfen sejren ved DBU’s Street-arrangement i juni på Østervold i Randers. Her vandt de finalen mod et hold fra OB’s elite U15-drenge.
Herefter gik turen til finalerne på Rådhuspladsen i København, hvor finaledeltagerne var vinderne fra de otte andre stævner, DBU havde afviklet rundt i Danmark (Herning, Esbjerg, Køge, Aalborg, Viborg, Odense, Randers, Aarhus og København).
3-3 og så i gang....
Vorup-drengene startede mod netop OB, og efter at have rystet 350 km i bil fra Randers til hovedstaden ud af kroppen lavede de et flot 3-3-resultat og var så i gang med efterfølgende 1-0-sejr over et hold DBU-Street, og mod Fåborg gik det forrygende, og fynboerne fik en lektion og et nederlag på 5-0, da VFB-drengene virkelig viste, at street-fodbold handler om flotte driblinger og hurtigt spil med førstegangsafleveringer og lækre detaljer.
Alt det mestrer de to gange Nicklas, Mathias, Mads og Alexander, der dog ikke slap for en omgang gummiben mod et stærkt sammensat hold fra Århus "FC-musvågerne", der vandt 3-2 i en tæt kamp.
Vorup-holdet rejste sig i en flot kamp mod NGUF fra Viborg og vandt 5-0 igen efter lækre detaljer og flot spil.
Resultaterne i den indledende pulje magede sig således, at Vorup FB gik videre som vinder af puljen og skulle møde et stærkt sammensat hold fra Nordsjælland i semifinalen. I en tæt kamp, der gik i overtid og golden goal, vandt Vorup FB 4-3og stod så i finalen - mod Aarhus "FC-musvågerne".
Da det gjaldt, var der ingen gummiben, og finalen blev vundet 1-0 i en intens kamp, hvor drengene viste det overskud, der skal til, når man vil være danske smestre.