Nu starter lovliggørelsen af Præstemosen
Inden sommeren er ovre vil en projektansat medarbejder gå i gang med lovliggørelsen af kommunens kolonihaveområder
Det var bare nogle af de mange spørgsmål, der torsdag aften blev stillet, da kolonihaveejerne i Præstemosen var inviteret til informationsmøde af Hvidovre Kommune.
Årsagen til mødet var, at kommunalbestyrelsen tilbage i november 2014 besluttede, at kolonihaverne i Hvidovre Kommune skal lovliggøres. Især skal der ses nærmere på størrelsen af kolonihavehusene og placeringen på grunden. Og nu er der ikke længe til, at arbejdet for alvor sættes i gang.
Knap 50 kolonihaveejere var mødt op til mødet, og selv om der i perioder var en lidt anspændt stemning, forløb det knap to timer lange møde i stor udstrækning med en afklarende dialog om, hvad der fremadrettet kommer til at ske.
Hvidovre Kommune har ansat en medarbejder, der har lovliggørelsen af kolonihaveområdet som sin eneste opgave. Det drejer sig om jurist Christina Soelberg, der også var til stede på mødet. Hun og planchef Jana Schrøder understregede, at det fremadrettede arbejde med lovliggørelsen kommer til at foregå i dialog med kolonihaveejerne.
- Vi vil gerne være rimelige, og vi har fokus på, at det skal være et samarbejde, sagde Jana Schrøder.
Lokalplanen fra 2007 gælder
Planen for lovliggørelsen af Præstemosens kolonier er således nu, at hver enkelt kolonihave skal gennemgås. Christina Soelberg starter med de nyeste huse i området. Uanset hvilken metode, der bruges til at lovliggøre området, er dilemmaerne dog fortsat til at føle på. Omkring ni borgere er nemlig fast bosat i området, og det er selvsagt noget, der kan få andre kolonihaveejere til at undre sig.
- Der skal være lighed for loven, sagde en af de fremmødte.
Helt så enkelt kan det imidlertid ikke gøres op, mener Hvidovre Kommunes byggesagsteam, idet lokalplanen fra 2007 er så klar, at nye kolonihaveejere, der er kommet til efter den dato angiveligt har haft mulighed for at orientere sig grundigt.
Det er også derfor, at Christina Soelberg kommer til at starte sit arbejde med lovliggørelsen af området med de nyere huse.
- Jeg har ikke nu et overblik over, hvad der er lovligt og hvad der er ulovligt i området, men vi arbejder selvfølgelig med nogle rimelighedskriterier for jeres dispositioner, hvor der tages hensyn til sammenhængen og den konkrete sag, forklarede Christina Soelberg de mange fremmødte.
Nogle af de regler, som hun vil se nærmere på, når hun efter sin sommerferie går i gang med gennemgangen af området er således, hvor store de enkelte huse er, og hvor på grunden de er placeret. Overstiger det samlede byggeri f.eks. 87 m2 er det for stort. I de 87 m2 er der indregnet et kolonihavehus på 57 m2 og 30 m2 til enten drivhus, overdækket terrasse eller legehus.
De huse, der er opført før 2007 kan, hvis de ikke opfylder lokalplanens krav, få en midlertidig dispensation, dog afgjort af en konkret vurdering. Derimod kan huse opført efter 2007, som ikke overholder lokalplanen, ikke forvente at få dispensation.
Christina Soelberg vil gå systematisk til værks og tage en vej i området af gangen. På mødet oplyste hun desuden, at hver enkelt kolonihaveejer vil blive kontaktet i god tid, så der kan laves en aftale om at hun kommer forbi.
Efter gennemgangen af det enkelte kolonihavehus udarbejdes der et notat, der afgør om byggeriet er lovligt eller ulovligt.
Politikerne efterlyst
Af de mange spørgsmål, der blev stillet på mødet var desuden, hvordan man får klart svar fra kommunen, når man som kolonihaveejer forsøger at få klarhed over, hvad der må bygges på en grund.
- Jeg tror jeg har talt med op mod 12 medarbejdere i kommunen uden at få et konkret svar på mine spørgsmål, sagde en af mødedeltagerne.
Og det fik planchefen til at medgive, at det bestemt ikke var godt nok.
- Fremadrettet kan det være hensigtsmæssigt at kontakte Christina Soleberg, som så kan dirigere videre til den rette medarbejder, sagde Jana Schrøder til mødedeltagerne.
Andre mødedeltagere efterlyste både under og efter borgermødet et konkret møde med politikerne, fordi de ønsker en anderledes løsning for området end den foranstående lovliggørelse.