Fortsæt til indhold

Tilbring regnvåde sommerdage med indendørs vandpjasken

Arkiv
Arkiv

”Du danske sommer, jeg elsker dig, skønt du så ofte har sveget mig.”
Sådan lyder de første to linjer af Thøger Larsens berømte Sommervise fra 1923. Mange af os har sikkert følt os svigtet af den danske sommer, som ofte byder på mange regnvåde dage, hvor udendørsaktiviteterne må udskydes. I Randers' nye badeland Water & Wellness er der dog rig mulighed for sommerunderholdning for hele familien.

”Det er vores første sommersæson, så vi er rigtig spændte. Vi ved selvfølgelig godt, at folk gerne vil udenfor og nyde det gode vejr. Omvendt er vi sikre på, at vores gode sommertilbud og aktiviteter vil falde i rigtig mange familiers smag. Hos os kan vi nemlig garantere det gode vejr,” siger Birgitte Junker, der er Aquapark Manager.

Water & Wellness åbnede i tilbage i februar måned efter at den kommunale svømmehal Kærsmindebadet i Randers lukkede. Water & Wellness har udover badelandet også 50-meter svømmebassiner, fitnessafdeling og wellness-afdeling.

Sommerens program

Hele juli og august tilbydes familier, som ankommer mellem 8:00 og 9:30, en familiebillet til badelandet for 180 kr. for hele dagen. Dagene er fyldt med sjove arrangementer, hvor gæsterne kan deltage i forhindringsløb i svømmebassinet, vand-basketball samt konkurrencer i rutsjebanen. Derudover vil der i løbet af sommeren være mulighed for at prøve kræfter med dykning, familie-fitness, vandpolo og mini triatlon.

”Vi har den store fordel, at vores hus indeholder rigtig mange ting, og vi kan derfor tilbyde vores gæster det bedste inden for sjov med vand, fitness og velvære. Derudover serverer vi også mad både i badelandet og i velværeafdelingen, hvor der sommeren igennem også vil være mulighed for at grille. Derfor tør vi også godt love at gæsterne ikke vil fortryde et besøg hos os” siger Birgitte Junker.

Gæster fra nær og fjern

Water & Wellness ligger i Randers, men modtager dagligt gæster fra både nær og fjern, og da centeret ligger tæt på motorvejen er det en nem løsning for gæster både fra nord, syd, øst og vest. I påsken var hele 50 % af gæsterne udefra, men ifølge Birgitte Junker er der plads til mange flere.
Se flere detaljer om sommerens program samt priser og kørevejledning på Water & Wellness' hjemmeside www.waterandwellness.dk