85-årig kvinde udsat for tricktyveri i hjemmet
Tirsdag eftermiddag blev en 85-årig kvinde udsat for et tricktyveri i sit eget hjem på Arnold Nielsens Boulevard.
Gerningsmanden ringede på døren under påskud af, at han skulle kigge på vandrørene i køkkenet. Imens de stod ude i køkkenet stjal en ukendt gerningsmand smykker og kontanter fra et værelse i lejligheden.
Gerningsmanden beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 40-45 år, 170-175 cm høj, almindelig til kraftig kropsbygning, sort mellemlangt hår. Han var iført mørk kasket, lys skjorte samt mørke bukser og sko.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.