Fortsæt til indhold

DEAS er ny manager af Hvidovre C

Den 1. juli overtog ejendomsforvaltningsselskabet DEAS opgaven med at drive Hvidovre C

Arkiv
Arkiv

Danica Pension, der ejer Hvidovre C, har valgt at udvide samarbejdet med DEAS, som i forvejen varetager administration og udlejning af fire af Danicas butikscentre i Storkøbenhavn. Fra 1. juli har DEAS dermed ansvaret for yderligere 13 større danske butikscentre - deriblandt Hvidovre C.
Med overdragelsen modtager DEAS 68 medarbejdere, hvoraf størstedelen fortsat har deres arbejdsplads i de enkelte butikscentre, og 18 flytter til DEAS' hovedkontor på Frederiksberg i Købehavn.
- Vi glæder os meget til at komme i gang med at drive Hvidovre C. Vi skal nu sammen med vores nye dygtige medarbejdere lave en strategi og handlingsplan for centret. Vi har en udviklingsbaseret tilgang til centermanagement, og vi skal finde frem til, hvordan vi kan være på forkant med de ønsker, som kunderne har, siger Finn Sture Madsen, afdelingsdirektør i DEAS.
Inden for det seneste år har DEAS bl.a. gennemført den 20.000 m2 store udvidelse af Frederiksberg Centret, etableringen af Copenhagen Designer Outlet i Høje Taastrup og City2's indendørs torvekoncept Staderne.
- Det er vores fornemste opgave at sikre, at Hvidovre C til enhver tid matcher vores kunders krav og giver dem en masse oplevelser, som de kun finder hos os. Den opgave glæder vi os nu til at løfte sammen med resten af DEAS, tilføjer Simon Hansen, center manager i Hvidovre C. - Centret har de seneste år fået tilført nye og spændende koncepter kombineret med en gennemgribende renovering. Vi ser derfor, at Hvidovre C står stærkt i lokalområdet i forhold til at agere som en attraktiv bymidte for kommunens borgere samt øvrige besøgende.
DEAS bliver nu markedsledende inden for center management med 18 butikscentre fordelt i hele landet.
Det drejer sig om: Amager Centret, City2 (Høje Taastrup), Copenhagen Designer Outlet (Høje Taastrup), City Vest (Aarhus), Frederiksberg Centret, Glostrup Shoppingcenter, Helsingør Bycenter, Hvidovre C, Hovedbanens Shoppingcenter, Ishøj Bycenter, Kolding Storcenter, Lyngby Storcenter, Nørrebro Bycenter, Randers Storcenter, SlotsArkaderne (Hillerød), VestsjællandsCentret (Slagelse) og Friis (Aalborg) samt Herlev Bymidte (ejet af Honorés Fond).