Ved daggry

Jeg tager en bid af mit æble og retter opmærksomheden mod min bog igen. Mine øjne læser ordene men min hjerne registrerer dem ikke. Det er de samme fire linjer jeg læser igen og igen. En af pigerne ved bordet bag mig griner og overdøver musikken i mit headset. Hendes stemme er som et skrig i mine ører og jeg skruer højere op for lydstyrken, men selv på højeste lydstyrke kan musikken ikke udviske hendes latter. Jeg river det hvide headset ud af ørene og smider dem frustreret på bordet. “Er det okay jeg sætter mig her?” Jeg kigger op og ser en ranglet dreng kigge ned på mig. Ham har jeg da ikke set før, ved han hvem jeg er? Vent, er han ikke den nye dreng fra biologitimen? … Jo det er ham. De blå øjne kigger spørgende på mig og holder mit blik fast. Hans brune hår er sat med voks, men uden at se fedtet ud. Det klæder ham faktisk, ulig mange af de andre drenge her omkring. Stop det Aurora, hvorfor tænker du sådan noget?! Han bryder øjenkontakten for at vende sig om og trække en stol hen til mit bord. Hvorfor sætter han sig ved mit bord? Var min tavshed ikke svar nok for ham? Jeg læner mig tilbage i den hårde plasticstol, strækker benene og prøver at fylde så meget jeg nu kan. Jeg hader stolene i kantinen, lige meget hvordan man vender og drejer sig sidder man bare ikke godt. Men de er trods alt bedre end det kolde og beskidte gulv. “Jeg fik aldrig fat i dit navn, jeg hedder Aiden.” Han smiler og rækker den ene hånd frem over bordet. Og hvad skal jeg så gøre med den? Forventer du at jeg trykker den? For det gør jeg altså ikke. For det første er det her er ikke et forretningsmøde og for det andet bad jeg dig ikke om at sætte dig her. Mine øjne stirrer på hans udstrakte hånd indtil han trækker den tilbage og langsomt lader den falde ned i skødet. Han udstøder et suk, men holder stadig fast i det halve smil fra før. “Du er måske ikke typen der giver hånd?” Han smågriner. Hvorfor griner han? Hvad er det der er så sjovt? Jeg kigger rundt i kantinen i håb om at finde et ledigt bord, men forgæves. Så må jeg vel blive siddende her. Mit blik søger tilbage til Aiden, der nu har valgt at fokusere på sin frokost. Hans solbrune hænder står i kontrast til det hvide plastikbestik. “Hvor er du fra?” Ordene flyver ud af munden på mig før jeg kan stoppe dem. Han kigger overrasket op på mig. “Ehm..” Han rømmer sig. “Orlando.” Jeg nikker som tegn på at jeg har hørt ham. Hvorfor kunne du ikke bare holde din mund, altså! Jeg lukker øjnene og tager en dyb indånding. Da jeg igen åbner øjnene kigger jeg direkte ned på mine hænder under bordet. De er blege og kolde, men det er de altid. Min mor plejer at sige at det er fordi jeg har et varmt hjerte, men det tror jeg ikke på. Jeg gætter på at det skyldes dårligt blodomløb. En klokke ringer højlydt fra loftet lige over mit hoved og jeg skærer en grimasse. Hver dag bliver jeg mindet om hvorfor det her bord altid er tomt, og hver dag priser jeg mig lykkelig over at jeg har et bord for mig selv. Lige med undtagelse af i dag selvfølgelig. “Har du også fysik nu?” Aiden rejser sig, svinger sin taske over den ene skulder og kigger afventende på mig. “Kan du vise mig hvor det er henne?” Han smiler undskyldende. Hvad er der med ham og hans konstante smilen? Jeg svarer ham ikke, men tager min taske over skulderen og begynder at gå ud af den nu næsten tomme kantine. Han følger efter mig. Havde det ikke været for hans let knirkende sorte sko ville jeg tro han var blevet stående tilbage. “Du fortalte mig aldrig hvad dit navn var.” Aiden småløber efter mig. “Aurora.” Mit svar er kort og præcist. Godt. “Hyggeligt at møde dig, Aurora.” Hans stemme lyder oprigtig glad. Hvordan kan han være så glad hele tiden? Jeg slår tanken hen og drejer ned ad gangen til højre, forbi de blå skabe og derefter til venstre ind i klasselokalet. Jeg efterlader Adrian alene i døren og går hen til min sædvanlige plads bagerst i klassen. Det lyse træbord er ridset og fyldt med krusedulle tegninger, men ikke de kønne af slagsen. Jeg hiver mit tegnehæfte op af tasken og smider det på bordet foran mig. Adrian har sat sig ved siden af en lyshåret pige forrest i klassen. De snakker. Hun griner og puffer blidt til ham. Hendes hånd ligger sig på hans overarm og hun kaster med det blonde hår. Jeg knuger den gule blyant i min hånd og trykker den hårdt ned i hæftet. Han smiler til hende. Hvorfor gør han nu det? Hun fortjener ikke et af hans smil. Kan han ikke se hun bare udnytter ham? Blyanten i min hånd bliver varmere. Han burde ikke spilde sin tid på sådan en dulle! “Av!” Jeg kaster blyanten fra mig og kigger i min håndflade. Et aflangt lyserødt brandemærke strækker sig som et lyn henover min håndflade. Jeg kigger på den brændte blyant der nu ligger på bordet. Har min blyant lige brændt mig i hånden? Forsigtigt lader jeg en finger glide over såret. Det er ømt. Mine øjne kigger forvildet rundt i klassen, men ingen ser ud til at have bemærket hvad der er sket. De sidder stadig med hovedet dybt begravet i deres mobiler og iPads. Jeg kigger endnu en gang på min hånd. Hvordan er det muligt?