Fortsæt til indhold

Antallet af turister er firedoblet

Arkiv
Arkiv

Turisterne har for alvor fattet interesse for Christiansfeld. Siden brødremenighedsbyen blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste den 4. juli, er antallet af besøgende steget kraftigt. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Den voksende interesse mærker man tydeligt i Christiansfeld Centret, som er byens viden- og informationscenter.

"Vi har en strøm af gæster uden lige. Siden vi blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste, har vi i gennemsnit haft 360 besøgende hver dag mod normalt 66, og da vi fejrede udnævnelsen sidste mandag, blev der sat rekord med 1468 besøgende," oplyser Annemette Løkke Bert, der er leder af Christiansfeld Centret, i pressemeddelelsen.

En af de ting, som trækker i Christiansfeld Centret i øjeblikket er en ny udstilling på dansk, engelsk og tysk, som fortæller om Brødremenigheden og byens særlige værdier. Til udstillingen er der gratis entré.

"Hovedparten af gæsterne er danskere. En del kommer faktisk fra Kolding Kommune, men der er også gæster fra andre dele af landet. De er enten på ferie eller har arrangeret en tur for at opleve den nye UNESCO-attraktion. De udenlandske turister er også for alvor begyndt at komme - især tyskere og nordmænd," fortæller Annemette Løkke Berg.

I anledningen af UNESCO-udnævnelsen tilbyder Christiansfeld Centret ekstra omvisninger i byens historiske bykerne. I hele juli måned er der guidede byvandringer mandag-lørdag klokken 11 og 14. Turene koster 60 kroner og starter fra centret.
Centerlederen fornemmer også en lidt anderledes holdning blandt de gæster, som besøger Christiansfeld.

"Tidligere var der mange, som kiggede hurtigt forbi, når de lige var i nærheden, men nu stikker interessen dybere. Gæsterne bruger tid i byen. Det kan vi mærke i Christiansfeld Centret, og de samme meldinger får vi også fra hotellet, fra honningkagebagerne og de øvrige forretninger. Turisterne vil virkelig Christiansfeld," slutter Annemette Løkke Berg i pressemeddelelsen.