Her er børnenavnene, der hitter i Syddanmark
Danmarks Statistik udgav tirsdag morgen friske tal over de mest populære babynavne i 2014.
Navnet Emma er havnet på førstepladsen over mest anvendte pigenavne, og i alt har 18 ud af 1000 piger født i 2014 fået navnet Emma. Det er der dog ikke så meget nyt i, for navnet har gennem næsten 20 år været en del af top 5. Nye navne på top 50-listen for mest anvendte pigenavne er Signe, Liv, Alba og Aya. Det skriver Danmarks Statistik.
Blandt drengene er det navnet William, der topper listen for femte år i træk. Ud af 1000 nyfødte i 2014, fik 21 navnet William. Også her kom der dog nye navne ind på top 50-listen. Det gælder navnene Nohr, sander og Asger.
Region Syddanmark adskiller sig ikke fra hitlisterne. Her er det nemlig lige akkurat navnene Emma og William, der er i top. Emma ligger også øverst i regionerne Sjælland og Nordjylland, mens navnet Ella hitter i hovedstaden og Sofia i Region Midtjylland.
William ligger også i top i Midtjylland, mens Region Hovedstaden har Oscar på førstepladsen. I Region Sjælland ligger Noah nummer et, mens Malthe fører an i Region Nordjylland.