Fortsæt til indhold

Næste generation på vej

DM-guldmedalje til Magnus Sibbersen fra Hvidovre Kajakklub

Arkiv
sport@hvidovreavis.dk

Mens Hvidovre Kajakklub sidste år selv stod for arrangementet af DM i Marathon med mange lokale tilskuere, så var stafetten i år givet videre til Aalborg, hvor Limfjorden lagde vand til mesterskabet. Men også denne gang med Hvidovre-roere på medaljepladserne blandt i alt 202 roere og 31 kajakklubber.
Hvidovre Kajakklub er inde i et generationsskifte blandt eliteroerne. Magnus Sibbersen, som selv er ud af en kajakfamilie på fire i Hvidovre, gav absolut håb for fremtidens eliteroning i Hvidovre Kajakklub, da han fik DM-medalje ved Kajak Marathon i Ålborg.
Det skete i U14 klassen (op til og med 14 år), hvor han fik guld i toerkajak sammen med makkeren Nikolai Thomsen fra Marselisborg kajakklub. Ligeledes fik han en bronzemedalje i ener kajak blandt 22 roere. Unge op til 14 år ror 14 kilometer, mens masterklasserne over 35 år og over 40 år ror 22 kilometer.
Starter man ud, som var det en 500 meter, så går man hurtigt død. Derfor er DM Marathon et løb, hvor roerne skal disponere over kræfterne og kende sig selv godt.
Lige nu er næste store udfordring for Hvidovre Kajakklub deltagelse ved Amager Strandpark Rundt, også kaldet Copenhagen Beach Marathon den 25. juli med op mod 300 roere. Historisk har Hvidovre kajakklub hentet mange medaljer til dette løb, så der håbes på det bedste i den lokale klub.