Fortsæt til indhold

Det er vigtigt, at nogen råber højt

En deltager fra fakkeloptoget mod Syrien fortæller her om oplevelsen på Flakhaven

Arkiv
Af Louise Holmgaard Nielsen

En af deltagerne til fakkeloptoget for Aleppos krigsofre var Hiba Tabbara. Hun har tidligere været aktiv i frivilligt arbejde omkring Syrien, og det står hendes hjerte nær.
“Det rørte mig meget, at så mange personer mødte op til demonstrationen,” siger Hiba Tabbara.
Hiba Tabbara deltog især for at få budskabet om Aleppos gru ud.
“Det er vigtigt, at nogen råber højt, når resten af verden ikke hører efter,” vurderer hun og fastslår, at det er vigtigt at få spredt budskabet på for eksempel de sociale medier.
“Jo mere det kommer ud her, jo mere kan det komme ud til verden,” påpeger hun.
Det, der frustrerer Hiba Tabbara mest ved krigen i Syrien, er, at hun selv er så langt væk, og at det derfor er svært at gøre noget. Hun mener desuden, at der skal gøres mere for at hjælpe krigsofrene.
“Folk i Aleppo har brug for at komme væk. Sidste år så vi folk, der flygtede med både, og vi så hvor forfærdeligt det var. Ingen vil udsætte deres børn for det, hvis de ikke er nødsaget til det,” erklærer hun.

Anker Boye deltog også

Odenses socialdemokratiske borgmester, Anker Boye, var også blandt deltagerne.

“Det gjorde stort indtryk på mig, at så mange mennesker mødte op for at protestere mod den tragedie, som udspiller sig i Aleppo. I sympati med civilbefolkningen og for at støtte op om fakkeloptoget valgte vi at slukke lyset på rådhuset og i det store juletræ på Flakhaven.
Jeg var også selv forbi Flakhaven for at støtte initiativet og sende en tanke til ofrene for krigen i Syrien," siger Anker Boye i en kommentar til Lokalavisen Odense.