Hør om Koldings billedkunstnere
Lokalhistorisk Forening for Kolding og Omegn tager hul på 2017 med en mødeaften om billedkunstnere i Kolding fortalt af Ole Holm Larsen onsdag 11. januar kl. 19 i Kolding Uddannelses Center, Ågade 27.
Ole Holm Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Kolding Kunstforening og er ansvarlig for kunstforeningens udstillinger, tager udgangspunkt i billedkunstnere, der alle er beskrevet i Weilbachs Kunstnerleksikon og som er repræsenteret på Kunstmuseet Trapholt.
Der vises værker og fortælles om bl.a. Anton Schrøder, Valdemar Petersen, Chr. Daugaard, Thomas L. Jørgensen, Lars Bo, Hans August Andersen, Annalise Møller-Petersen, Erling Jørgensen og Ken Denning.
Der er ca. 100.000 personer i Danmark, der maler. Hvad gør, at nogen få gør sig gældende?
Hvis nogen har malerier af de nævnte kunstnere, er man velkommen til at tage dem med. Entré 50 kr., gratis for medlemmer af Lokalhistorisk Forening for Kolding og Omegn. jesl