Eksotiske Danmark

De tabte 2-1, og jeg vil påstå, at de tabte til et dårligere hold, men den slags floskler kan ikke bruges til noget.
De tabte kampen, og i fodbold er der jo altid en, der taber, når en anden vinder.
Men det gjorde ikke så meget, for når man er U14 spiller, så går man ikke så voldsomt meget om man vinder eller taber. Det er jo ikke ligefrem ens levebrød, der er på spil.
Næ, min yngste bonusdatter Anne spiller selvfølgelig for at vinde, men først og fremmest spiller hun for kammeratskabets skyld. Og det kammeratskab er stort og stærkt på holdet fra Hover, hvor de er imponerende tyve piger, som stadig holder sammen og trækker i de rød-hvide dragter for at spille fodbold.
Hun kunne også spille for at komme på opdagelse rundt i Jylland, for jeg skal da godt nok love for, at vi forældre skal køre pigerne på langfart i ny og næ. Det er lidt voldsomt at skulle køre til Tarm eller Bække, når nu pigerne trods kun lige er blevet konfirmeret, men sådan hænger nu engang sammen. Pigefodbold på 11 mands niveau er der ikke så mange klubber, der kan klare, så man må flytte sig længere væk til udekampene.
Også til 8-mands kampene åbenbart. I hvert fald skulle Anne spille en 8-mands kamp i Gludsted.
Og hvis du tænker, hvor pokker ligger den by henne, så står du samme sted som jeg, da jeg fandt ud af, at jeg skulle køre en flok piger til Gludsted.
Og svaret er: Mellem Ejstrupholm og Hampden.
Ud af A13, forbi Tørring og Nørre Snede, og så inden længe til venstre ved campingpladsen, og så lidt længere ud, og efter en slat køretur forbi marker og gårde kommer byskiltet med navnet Gludsted påtrykt, og inde i midten af byen ligger boldbanen.
Den er ikke stor, hverken by og boldbane, men her er meget hyggeligt. Klubhuset er lidt i forfald, men de små baner putter hyggeligt indebag nogle træer, og der højt om himlen.
Men Gludsted er ikke en by, jeg nogensinde havde været i før. Anede ikke den by eksisterede, og det gør jeg nu, og selvom det er en meget lille aha oplevelse, for småbyer er der jo en milliard af i Danmark, så udvider den slags ens horisont bare en lille flig.
Der er folk, som bor og lever i Gludsted, og de virker meget flinke, og det anede jeg jo ikke en dyt om, inden jeg kørte dertil.
Sådan møder man det store i det små mange gange i sit liv, hvis altså man giver sig plads og tid til det. Jeg tøffede lidt rundt i området, inden pigerne skulle på banen.
Man er vel nysgerrig.
Efter kampen sagde pigerne tak for kampen til hinanden, og to gange Emilie, Natacha, Anne og jeg kørte atter ud på A13, og via Tørring, Sandvad, Grejsdalen kom vi atter tilbage til Hover Stadion, hvor det nye klubhus tager form.
Sådan et klub hus til mange millioner får de måske aldrig i Gludsted, for modsat Uhrhøj virkede det til, at Gludsted skrumper og ikke vokser.
Det er synd, tror jeg, for Gludsted virkede som et rart sted, men dens problem er, at den ligger langt fra storbyerne.
Men fodbold er fodbold, især i disse tider, og kampen mellem Gludsted og Hover blev ikke vist på TV, men den blev vist for mig og de andre forældre.
2-1 til Gludsted. Emilie ZS scorede for Hover, og nogle, for mig, ukendte piger scorede for Gludsted.
Tilbage til studiet.