Fra Børneland til Universe
Ringriderfestens Børneland giver i år masser af muligheder for at forsætte ferieaktiviteterne i Universe, når ringriderfesten lukker ned
Universe og Børneland fortsætter det gode samarbejde og giver i år endnu flere muligheden for at komme gratis i Universe efter besøget i Børneland. I år får alle deltagere i den gratis cykelringridning en gratis børnebillet til Universe.
Byg en racerbil
Udover gratis billet til alle deltagere i cykelringridningen, vil det alle dage i Børneland være muligt at bygge en mini racerbil og få testet den på en bane med elektronisk tidstagning. Konstruktørerne bag de hurtigste biler vinder også billetter til Universe.
”Sønderborg Ringridning er som Universe en vigtig del af turismeindsatsen i Sønderborg. Vi håber med samarbejdet at både Sønderborgs egne børn, men også turisternes, får øjnene op for alt det gode vi har at tilbyde i kommunen,” siger formanden for Børnekomitéen Klaus Olesen.