Dykkercenter modtager pris for vækst og indsats
Ocean Adventures i Kolding er nu blandt Danmarks tre største
Det er ikke hver dag, at den verdensomspændende dykkeruddannelsesorganisation Padi deler priser ud.
Men 6. december kunne Martin Pedersen, som er ejer af Ocean Adventures Dykkercenter, modtage en eftertragtet pris for deres vækst og udvikling i den danske dykkerindustri.
Prisen er dykkerbranchens svar på de kendte Gazelle priser, fremgår det af en pressemeddelelse fra Ocean Adventures Dykkercenter.
Dykkercenteret i Kolding har formået at tredoble deres antal af uddannede dykkere igennem 2016. Dette resultat har gjort at man nu er blandt Danmarks tre største dykkercentre.
Unikke rammer
”Ocean Adventures i Kolding har formået at gøre dykning til noget helt specielt. De rammer, de sætter for dykningen i lokalområdet, er helt unikke. Ocean Adventures har stor fokus på ikke kun at uddanne dykkere, men at uddanne bevidste dykkere, der værner om havet og er opmærksom på havmiljøbeskyttelse. Vi er utrolig stolte af at have Ocean Adventures i vores organisation,” udtaler Kjell Håkon Evensen fra Padi i pressemeddelelsen. Det var ham, der overrakte prisen til Martin Pedersen.
”Vi kan næsten ikke får vores arme ned. For hver gang nogen nævner denne pris eller siger tillykke, så bliver jeg mere og mere stolt af vores arbejdsindsats. Der er ingen tvivl om, at dette er et kæmpe skulderklap til os, og giver os kæmpe kampgejst til mere,” udtaler Martin Pedersen.
”Vi har godt nok modtaget den flotteste pris, vi kunne drømme om, men vi er langt fra færdig med vores arbejde. Vi lover, at man den kommende tid vil høre mere om nogle af alle de spændende projekter, der er under udvikling,” fortsætter han.
Fokus på bæredygtighed
Martin Pedersen omtaler selv Ocean Adventures som et dykkercenter med fokus på dykkeren og bæredygtighed. De arbejder intensivt med at udvide opmærksomheden til livet under overfladen i Lillebæltsområdet, og deltager i flere projekter om at fremme kendskabet til dykning og biodiversiteten. jesl