Fortsæt til indhold

Omsorg og livskvalitet, ja tak

Arkiv
Arkiv

Christian Haugk
borgmesterkandidat for S
Vranderupvej 45, Kolding

Vi skal blive endnu bedre til at tage os af hinanden, og vi skal gøre det ordentligt.

Når vi som mennesker får behov for hjælp og støtte - når vi ikke længere kan selv, men bliver afhængig af pleje og omsorg på plejecentrene, er det vigtigt at medarbejderne har de værktøjer, der skal til. Men også, at der er nok medarbejdere til at yde den rette pleje og omsorg.

Som kommune skal vi altid sikre, at vi gør tingene mest effektivt. Men vi bør ikke gå på kompromis med hverken livskvalitet eller anstændigheden over for det enkelte menneske.

Et godt måltid produceret så tæt på de ældre medborgere som muligt er, som jeg ser det, et værdigt tegn på livskvalitet og anstændighed.

Vi vil i Socialdemokratiet fortsætte kampen for at sikre hjemmelavet mad. Med finansloven for 2017 ser det ud til, at der nu også på landsplan åbnes muligheder for at få del i midler, der kan muliggøre drømmen.

Derfor har Socialdemokratiet bedt Seniorudvalget vurdere sagen på ny.

Jeg håber, vi får mulighed for at skabe endnu bedre vilkår for vore ældre medborgere, som har brug for, at vi også tænker livskvalitet og omsorg ind, når vi taler om mad på plejecentrene.