Fra slagter- til sørøverhus
Mandag d. 27. juni fik Daldorphs Hus nyt liv, da glade børn var med til at indvie sommerens bud på sørøver-sjov
Børn fra institutionen Køge Børneasyl sad spændte, og ventede på græsset, da afdelings- og arkivleder for Museum Sydøstdanmark Birte Broch bød velkommen til indvielsen af Daldorphs Hus. Sommerens nye aktivitetshus for børn.
Huset er fra 1500-tallet, og har tidligere huset Slagter Daldorph. For mere end 100 år siden blev huset skilt ad og flyttet fra Torvet nr. 18 og om i gården bag Køge Museum. Baggården er allerede en velbesøgt destination for forældre og børn, der kan bruge lidt energi på legepladsen og det eksploderede skib Dannebroge.
Efter Fabers Fortælleteater havde underholdt de glade børn med en fortælling om sørøvere og pandekager, kunne formand for kultur- og idrætsudvalget Anette Simoni (V) klippe det røde bånd med hjælp fra børnene.
"Det er imponerende, at I som museum kan blive ved med at fornye jer. Daldorphs Hus er et sted hvor vi med fast grund under fødderne, kan slippe fantasien løs. Her kan børn lege med gamle skelletter og klæde sig ud som sørøvere. Tillykke til børnene som nu har fået et nyt sted til leg," sagde Anette Simoni i sin tale til de fremmødte.
Det var nogle meget begejstret børn, der med et fyldte det lille hus med spørgsmål, forundring og grin.