Fortsæt til indhold

Lyserød kampagne for underlivet er skudt i gang

Screening for livmoderhalskræft gør en forskel, og det er en ny kampagne fra Region Sjælland med til at sætte fokus på

Arkiv
Arkiv

Region Sjælland har sat gang i en lyserød kampagne, som skal huske regionens kvinder på, at screening for livmoderhalskræft kan redde liv - uanset om du er ung, ældre eller har fået HPV-vaccinen.
Hvert år får 15.000 danske kvinder konstateret celleforandringer og cirka 400 livmoderhalskræft. Alle kvinder mellem 23 og 65 år får en invitation til at få foretaget en screening for livmoderhalskræft, men 40 procent af kvinderne i Region Sjælland tager ikke i mod tilbuddet.
"Vi vil meget gerne have deltagerprocenten højere op, for vi ved, at kvinder, som deltager i screeningen, nedsætter deres risiko for livmoderhalskræft med op til 80 procent," siger Lise Grupe Larsen, overlæge på Afdeling for celle- og vævsprøver.
Halvdelen af de kvinder, der får konstateret livmoderhalskræft, er ikke blevet screenet regelmæssigt.

Barrierer bliver til bagateller

Kampagnens univers og udseende adskiller sig fra Region Sjællands øvrige kampagner. Den lyserøde og humoristiske kampagne sætter nogle af de barrierer, som kvinder har i forbindelse med en underlivsundersøgelse, lidt på spidsen.
"Der er flere barrierer og undskyldninger, der spiller ind, når undersøgelsen ikke lige bliver booket hos lægen. I realiteten kan disse barrierer dog vise sig at være bagateller, hvis vi tager konsekvenserne ved ikke at blive screenet regelmæssigt i betragtning," siger Lise Grupe Larsen.