Broager er klar til ringriderfest
Weekenden står i ringridningens tegn i Broager. Stort cykeloptog lørdag
Den årlige ringriderfest sætter den 30. juni til 3. juli Broager på den anden ende.
Ringriderfesten skydes for alvor i gang fredag aften med det store cykeloptog gennem byen. Her tager omkring 300 festligt udklædte deltagere turen på opfindsomt pyntede cykel gennem byen.
Optoget begynder kl. 19.00 og bevæger sig af Nejsvej, Storegade, Kirkegade og Ringridervej til festpladsen. De farvestrålende ryttere får musikalsk følgeskab af Rinkenæs Brandværnsorkester, Braue Brandværns Show-Band, Broager Pipes og Sønderborg Garden.
Efter ankomsten til ringriderpladsen begynder cykelringridningen i 11 galger.
Fredagen byder desuden tivoli og ringriderbal med Tip Top Partyband i det store telt.
Der blev dog allerede tyvstartet i går, torsdag, med ringriderlotto.
Fest og fugleskydning
Lørdag er der igen optog gennem Broager, men denne gang er jernhestene skiftet ud med rigtige heste. Klokken 11.30 er det tid til lørdagens ringrideroptog. Ruten er Møllegade, Vestergade, Mejerivej, Sct. Pauli, Storegade, Kirkegade og Ringridervej. Musikken leveres af Braue Brandværns Show-Band, Sønderborg Garden og Herolderkorpset.
Klokken 12.15 begynder ringridningen, og resten af festpladsen åbner kl. 13.00.
Der er ældrematine i det store telt med kaffebord og underholdning af Braue Show-band og Kisser & Søren.
Fugleskydningen begynder klokken 14.00. Omridning om titlen som lørdagskonge begynder kl. 16.00, og kl. 17.15 forlader rytteroptoget pladsen ad Ringridervej, Østerbakke, Vemmingbundvej, Storegade, Brugsen og Gartnervænget med Herolderkorpset.
Det store ringriderbal "Løwda's spisen" med stor buffet begynder kl. 19.00. Underholdningen leveres af Tip Top Partyband
Børnefrokost
Søndag byder blandt andet på stort festoptog med ryttere, børnecykelryttere og og de fem bedste indslag fra fredagsoptoget. Optoget begynder klokken 12.00 og går ad Møllegade, Solskrænten, Vestergade, Storegade, Kirkegade og Ringridervej.
Efter ankomsten til festpladsen begynder både ringridning og cykelringridning for børn. Der er kongeomridning klokken 16.15.
Årets børnefrokost begynder kl. 14.00 med lækker frokost og dessert, og bagefter overrækker Broager Sparekasses Maliq præmier til vinderne fra cykelringridningen. Tryllekunstneren Nicklas Berg underholder også.