Ønsk os god vind
Med et festligt program tirsdag den 28. juni fejrede Køge Handelsskole årets 74 dimittender på EUX Business og på Merkantil Ungdom. Foruden taler, overrækkelse af eksamensbeviser og legater bød programmet på musik og underholdning
Glade dimittender med gæster var inviteret til festlig translokation, som skulle sætte punktum for det merkantile grundforløb på EUX Business og det uigenkaldelige sidste hold på Merkantil Ungdom. Direktør Tim Christensen bød velkommen til alle og indtog rollen som aftenens toastmaster. Han ønskede dimittenderne tillykke og held og lykke fremover – og opfodrede dem til at møde verden og andre mennesker åbent og nysgerrigt. Herefter sang alle lærere og ledere på Merkantil-afdelingen – med musikalsk assistance af Jimmy Koldenborg på klaver – Rasmus Seebachs hit ”Under stjernerne på himlen”.
En ny epoke begynder
Herefter trådte EUX & EUD Business uddannelseschef Hans Severinsen op på talerstolen for at holde årets translokationstale. Han lykønskede årets afgangselever og sagde bl.a.:
”Denne tale bliver faktisk lidt historisk, forstået på den måde, at de af jer, som har gået på Merkantil, ja I er faktiske de sidste, der har haft mulighed for at tage den to årige Merkantile EUD, som jo er forkortelsen for en erhvervsuddannelse. De andre af jer er til gengæld de første på skolen, der har taget den to årige skoledel af EUX. Så på den måde er I alle sammen noget ganske særligt i dag. Til jer alle vil jeg sige, at I skal huske at tillægge ting værdi. Alting er ikke lige vigtigt, noget betyder mere end andet. Find ud af hvad de er vigtigt for netop dig, og stræb efter at værne om dét. Lige nu venter elevpladserne forhåbentligt på jer. Men uanset, hvordan I får jeres uddannelse, så skal I også huske på, at merkantile uddannelser er meget alsidige og kan bruges i rigtig mange forskellige dele af erhvervslivet bagefter. Det åbner for en lang række videreuddannelsesmuligheder, som kan føre til spændende og udfordrende jobs. Det kan være som salgsleder eller afdelingsleder, men måske vil nogen af jer få lyst til at videreuddanne jer med en uddannelse som lærer, HA eller HD, administrationsøkonom, serviceøkonom eller nogle af de mange andre korte eller mellemlange videregående uddannelser, der findes på markedet,” sagde Hans Severinsen, inden han takkede lærerteamet for et godt år og atter ønskede alle eleverne tillykke og god vind på rejsen.
Elever på banen
Direktør Tim Christensen overrakte sammen uddannelseschef Hans Severinsen eksamensbeviser til de forventningsfulde elever, mens der undervejs var god tid til de stolte familier at indfange øjeblikket med kameraet.
Senere blev det tid til lidt underholdning. Stand upperen Mark Le Fevre overtog scenen og mikrofonen. Efter lattermusklerne var blevet rørt, var det tid til uddeling af legater til de erhvervsuddannelseselever, som lærerne havde nomineret for at være dygtige, gode kammerater eller som havde gjort noget særligt. Årets legater var doneret af Køge Handelsstandsforening, Henning Jensen Køge A/S, Aktiv Fritid i Køge, Dan Group Alarm i Næstved – og de gik til Mohammad Mahdi Taha Alanni (MKT), Louise Kølln Madsen (EUX Business), Daniella Skovengaard (EUX Business), Agnieszka Sternicka (MKT), Michelle Schmidt Severin (MKT) og Simon Rother Pedersen (MKT).