Fortsæt til indhold

Alle idéer er stadig i spil til teater- og kulturhuset

Borgermøde bragte idéer på bordet og processen et skridt videre

Arkiv
Nina Møller

Mandag aften var der borgermøde om det nye teater- og kulturhus, ved Kulturspinderiet. Et halvt hundrede mennesker var mødt op for at høre arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, BIG, præsentere modeller for husets udformning og give deres input til den videre proces.
“En af de ideer, der kom frem på mødet, var fra aftenskole om at lave teaterstykker på engelsk. Det er jo en skæv tænkning på et rigtig godt plan, siger formand for udvalget for Kultur og Fritid, Lisbet Rosendahl.

Helt åben proces

Hun fortæller, at processen fortsat er en helt åben, og alle, der gerne vil være del af det nye teater- og kulturhus, skal sende et nemt udfyldt ansøgningsskema til Varde Kommune inden 5. august. Det findes på kommunens hjemmeside.
Kulturspinderiet er paraplyen for alle kulturbygningerne, også det nye hus, hvis fysiske udformning langt fra er fastlagt. Det vil blive udviklet i sparring mellem BIG og brugerne og tage form i løbet af tre planlagte ide-workshops efter sommerferien.
“Lige nu er der ikke nogen begrænsninger for idéerne,” fastslår Lisbet Rosendahl.

7-kanten får luft

7-kanten er en af de teatergrupper, som får til huse i den nye bygning.
“De har været ved at sprænge deres rammer længe,” siger Lisbet Rosendahl.
Udvalgsformanden afviser, at der er sat nogen kvalitets- eller niveau-barre for aktiviteterne i det nye hus:
“Diskussioner om det vil blive taget på de kommende workshops,” siger hun.
Men næste milepæl er altså, at alle foreninger og kulturaktører byder ind med deres idéer inden sommerferien går på hæld.
“Man må endelig ikke holde sig tilbage med at byde ind,” inviterer Lisbet Rosendahl.
Varde Kommune skal herefter i gang med at søge penge, og en partner som BIG kan sandsynligvis være med til at åbne nogle fondskasser.
Huset skal efter planen åbne i 2020.