Fortsæt til indhold

Countryfest indrager hele Gram by

En del af festivalens aktiviteter finder sted uden for slotsområdet

Arkiv
Peter Rasmussen

Country Music Festivalen, der finder sted på Gram Slot fra fredag den 4. august til søndag den 6. august, er blevet til i et samarbejde med Truckstop Danmark og Gram Slot. Truckstop Danmark, der har stor erfaring i at lave country festivaler, rykker i år teltpælene op fra Kolding og flytter dem til Gram Slot.
Den oprindelige idé var, at festivalen skulle afvikles på Gram Slots arealer, men en snak med Gram Handelsklub, Gram Slotsby Gruppe og Haderslev Erhvervsråd, gjorde at muligheden for at udvide festivalen til at inddrage byen blev skabt.
"Vi har i Gram længe talt om, hvordan vi kan få inddraget Gram bymidte med de aktiviteter, der sker på Gram Slot, så de mange besøgende, der kommer til Gram får mulighed for at opleve flere af de mange muligheder byen indeholder. Med Country Music Festivalen, så vi en oplagt mulighed for at lave denne sammenkobling, fordi mange af de festivaldeltagere, som kommer, har brug for at handle ind i løbet af den tid de er på festival. Så vi tog en snak med Leif Jensen fra Truckstop Danmark og Svend Brodersen fra Gram Slot og de var med på at lægge nogle af koncerterne ned på torvet i Gram," udtaler Jesper Yde, formand for Gram Handelsklub.

Linedance, cowboyhatte og ægte country musik

Gram Handelsklub fik tilføjet to ekstra koncerter til festivalen ved at søge penge til koncerterne fra Haderslev Kommunes Eventpulje. De to koncerter er gratis og finder sted på torvet i Gram, så festivaldeltagerne og andre interesserede kan komme og opleve den helt specielle stemning, der opstår, når countryglade musikere og publikum mødes. Torsdag er der både linedance og koncert med Doug Adkins Band fra USA på programmet. Det hele starter kl. 14 og slutter kl. 17. Fredag er det Runway fra Danmark der fra kl 12-15 spiller op og omdanner torvet til en festplads med musik og linedance.
"Vi har naturligvis købt cowboyhatte ind til alle de ansatte, der arbejder i butikkerne i Gram, fordi vi gerne vil bidrage med det vi kan for at skabe en god og festlig stemning, og meget af den mad vi sælger til gæsterne vil være inspireret af det amerikanske køkken. På den måde bliver Country Music Festivalen en festival, hvor en hel by går sammen om at levere den vare som festivaldeltagerne efterspørger - ægte Country & Western stemning," fortæller Jesper Yde.
For arrangørerne af festivalen er inddragelsen af hele byen et positivt løft til deres festival.
"Vi var med på idéen med det samme, fordi vi gerne vil give festivaldeltagerne noget ekstra. Og at en hel by involverer sig må jo siges at være noget ekstra. På den måde føler deltagerne sig ekstra velkomne og får hurtigt et overblik over, hvor de kan handle ind mens de er i Gram. Og handlet ind skal der nok blive, for Country Music Festivalen henvender sig langt hen ad vejen til et modent publikum, der har midlerne til at købe det de har brug for. En anden god ting ved gæsterne på en Country Music Festival er, at de kommer for at hygge sig, høre noget god musik og danse, så der skal nok blive danset på torvet i Gram, når først musikken spiller," fortæller Leif Jensen, formand for Truckstop Danmark.
Billetsalget til festivalen er startet og kan købes på www.country.billetexpressen.dk og programmet for hele festivalen kan findes på www.countryfestival.nu.