Fortsæt til indhold

Jan sælger campingpladsen på Aarø - "Jeg er afklaret"

Jan Sejersen har lagt meget hjerteblod i campingpladsen på Aarø. Nu sætter han den dog til salg og følger kærligheden

Arkiv
Mette Henriksen

Gæster der kommer og går, planlægning, events og praktiske gøremål.
Selvom livet viste sig fra sin barskeste side, da indehaver af Aarø Camping, Jan Sejersen, mistede sin hustru til kræften for tre år siden, så går livet videre. Nu har Jan, der er far til to halvvoksne børn, sat campingpladsen til salg.
"Jeg er afklaret og håber på, at nye kræfter snart kommer til," siger han.
Jan Sejersen købte i sin tid Aarø Camping sammen med sin hustru Tina, og det var da også med blandede følelser, at han valgte at sætte campingpladsen til salg.
"Sammen har vi lagt mange kræfter i stedet og fået pladsen opgraderet fra to til tre stjerner. Vores to børn er opvokset her, og jeg havde sådan set lovet Tina, at jeg fortsætter. Men sådan blev det ikke, for man skal være to for at kunne drive sådan et sted. Det er vigtigt med sparring og opbakning fra sidelinjen," fortæller Jan Sejersen, der efter sin hustrus skæbnesvangre bortgang langt om længe igen kan se lyset for enden af tunnelen.
"Jeg har fået en rigtig sød kæreste. Hun bor i Vojens sammen med sine to tvillingedrenge, som er handicappede og som hverken kan eller skal bo andre steder, da deres hus er skræddersyet til deres behov," fortæller Jan Sejersen, der ved siden af campingdriften også er ansat som skibsfører ved Aarø Færgen.
"Jeg er glad for beslutningen og håber snart at kunne rykke. Når det er sagt, så kan det jo i princippet taget flere sæsoner, inden det lykkes. Så indtil videre er det her på pladsen, at jeg lægger mine kræfter. Men jeg kan da sige så meget, at vi allerede har haft flere seriøse henvendelser fra potentielle købere. “