Fortsæt til indhold

Anne vil ud af kørestolen

Anne Højlund er med hjælp fra træningsmetoden Appocho ved at få sat ’strøm’ på sit system igen

Arkiv
Af Jacob Hove

Siden slutningen af april har Anne Højlund været afhængig af sin kørestol. Hun bor i Vinding sammen med sin mand og tre børn, og hun lider af Multipel sclerose. Men der er ved at ske noget. Ikke kun med humøret, som har været hårdt ramt af sygdommen:
“Depression er en følgesygdom,” siger Anne Højlund.
Men der er også sket noget med benene, og de er de vigtige i denne sammenhæng.
“De virker hver gang,” siger Anne og strækker dem ud foran sig i kørestolen.
Ifølge Anne Højlund skyldes udviklingen mødet med Pia Bjerregård og trænings-metoden Appocho, som de to træner hjemme hos Anne.
Pia Bjerregård fortæller, at Appocho går ud på at “sætte strøm til systemet igen”.
“Vi forsøger at få rettet op på skroget og få genskabt nogle energisystemer,” siger hun om træningsmetoden, som hun har udviklet på siden starten af 00'erne; siden 2014 i samarbejde med pensioneret læge Henrik Isager.

Sclerose

Sclerose er en kronisk neurologisk autoimmun sygdom, hvor immunforsvaret går til angreb på nervecellerne i centralnervesystemet. Årsagen bag er ikke fuldt klarlagt, og sygdommen kan derfor ikke helbredes kun medicinsk dæmpes.
“De aner ikke en disse,” siger Anne Højlund, der af samme grund ikke tager medicin.
Hun har været til “et utal af behandlere”, men i Pia og Appocho har hun fundet noget, som har virket på hende, og som hun tror på.
“Jeg tror fuldstændig på det, også det teoretiske, og det er vigtigt, for jeg er typen, der gerne vil forstå tingene,” siger Anne, der er uddannet ingeniør.
Og hun kan mærke, at det virker, som når benene lystre hver gang.
“Det er vildt, hvad hun har sat gang i i min krop.”

Fremtiden

Og målsætningen er klar både for Anne Højlund og Pia Bjerregård:
“Målet er at komme op og gå uden hjælp til december,” siger Anne Højlund.
Den plan er Pia Bjerregård helt med på, men hun minder om, at præcis som med en slankekur, hvor der sker meget i starten, så står de to nu over for det lange, seje træk.

Appocho

Navnet Appocho er inspireret af fysiurgen Flemming Vestbergs bøger om korrektion af kroppens statik som et middel til opnå smertefrihed og bedre funktion ved et flertal af fysiurgiske lidelser. Korrektionen opnår Vestberg ved instruktion i appoggio, et udtryk fra sangteknik - en energetisk kropsaktivering, der 'sidder' et sted mellem navlen og symfysen. Når appogio'et aktiveres, får en sanger hidtil uanede muligheder for stemmeudfoldelse, hvad angår volumen og klang.
Næsten 14.500 danskere har sclerose og heraf er 2/3 kvinder. Hvert år opdages omkring 600 nye tilfælde.