Fortsæt til indhold

“Nu kommer det hårde arbejde”

Vejle Boldklubs nye investor er ung og spraglet, men han kender VB’s historie og tror på projektet

Arkiv
Af Kenneth Jensen

Andrei Zolotko, der foretrækker Andrew Zolotko, for det bliver han alligevel kaldt i udlandet, skal fremover tegne Vejle Boldklub.
Zolotko er manden med aktiemajoriteten i Vejle Alliancen A/S, hvor han med samarbejdspartner Jin Chang er nye medlemmer af bestyrelsen. De to kommer med en stor pose penge og en investorgruppe bag sig.
Hvorfor har du valgt at investere i Vejle Boldklub?
“Det her må du sørge for at skrive korrekt. For det første har vi en stor investorgruppe bag os. For det andet har jeg stor erfaring med Danmark og dansk fodbold og er så ansigtet på projektet. Jeg kender Danmark, og det er et land, hvor tingene bliver gjort efter bogen. Der stikker ikke noget under - ikke noget, der ud af det blå kan ødelægge klubber. Vejle var for os en klub med store traditioner, men også en klub, der tidligere har haft problemer. Vi ser dog et stort potentiale i klubben, hvis det rette setup bliver skabt. Hvis vi får den rette administration, og hvis vi får lavet det rette team omkring holdet.”

Lang dialog

Hvor længe har I været i dialog om at overtage aktiemajoriteten?
“Vi har haft dialog i mere end et halvt år. Faktisk begyndte vi allerede i begyndelsen af sidste sæson, men der gjorde klubben, som den gjorde. Der var tre hold, der rykkede op i Superligaen, så klubben havde allerede planer, og den ville gå efter de planer. Men det er en klub, der er klar til en genfødsel. Til noget frisk. Og nu bliver det så et interessant eventyr. Nu kommer det hårde arbejde.”
Hvad er dit kendskab til Danmark?
“Jeg har arbejdet i Danmark i 10 år. For mig er Danmark ikke kun et land - det var det første land, hvor jeg arbejdede som agent.”
Kommer du til at hente spillere til Vejle, som du repræsenterer?
“Vi vil ikke 'bruge' klubben til at vise vores spillere frem.”
Du er en ung person. 30 år og fra Moldova. Hvad mere kan du fortælle?
“Jeg har arbejdet i agentbranchen i 13 år - siden jeg var 17 år. Vores arbejde er meget i Rusland og Kina, og vi var nogle af de første, der etablerede en linje mellem Rusland og Europa. Danmark er også et godt marked for os. Generelt synes jeg, der har været alt for meget fokus på min alder, og hvor jeg kommer fra. Det handler om erfaring - det er det vigtigste.”

Damer og pistoler

Der er kørt billeder fra din Facebook-profil på de sociale medier. Du poserer blandt andet med pistoler i hånden. Hvorfor?
“Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er virkelig irriteret over fremgangsmåden. Det er ikke i orden. Pigen på de billeder er min kæreste i snart to år, så jeg forstår ikke, hvorfor nogen tager mine private billeder fra Facebook. Folk får et helt forkert image af mig, når de ser de billeder, og jeg synes ikke, det er i orden. Angående billedet med pistolerne er det vigtigt at sige, at jeg ikke skød, og at billedet er taget et sted, hvor det er lovligt.”
“Jeg vil utrolig gerne, at folk ser mig som professionel. Jeg er ikke nogen playboy, og kvinden er min kæreste.”