Cirkus Baldoni fejrer jubilæum i Kulhuse og på Orø
Cirkus Baldoni glæder sig til, at byde velkommen til jubilæums-sæson nr. 15, hvor de fredag den 8. juli, kl 17.00 gæster Kulhuse. Teltet bliver stillet op v/DCU Camping. Lørdag den 9. juli gæster de Orø kl. 15.00. Her stilles teltet op bag hallen.
Cirkus Baldoni er ikke noget kæmpe cirkus og man kan næsten røre artisterne, når de udfolder deres kunstner på den hævede manege som sikrer, at alle kan se. Når forestillingen er slut står alle artister og siger farvel og på gensyn til publikum.
Vi fejrer vores jubilæums-sæson med et brag af en cirkusfest krydret med topartister fra hele Europa, og med numre der aldrig før er set i Danmark. I kommer til at møde rola rola artisten Eduardo, der samtidig er en fabelagtig jonglør, hula hoop artisten Maria, det meget specielle håndstandsnummer ”hands to Violin” hvor håndstandsartisten har en violinspillende kvinde siddende oven på sig, når han udfører sin horisontale håndstand. Ud over håndstand, udfører parret også et stolebalance nummer, der ikke er set lige i mange år i Skandinavien. Luftartisterne ”Pirates of the Circus” kommer helt sikkert til, at imponere selv det mest kræsne publikum.
Herudover skal I møde den stærke mand Herkules. Han har i en del år været tilknyttet verdens største cirkus – Ringling Brothers i USA. Vi har i år været heldige, at få fat på Herkules, der blandt andet griber en kanonkugle der flyver igennem luften, bøjer jernstænger og hvor pladsforholdende gør det muligt, bliver kørt over af en bil. Et helt igennem spektakulært nummer der har skabt overskrifter og begejstring ”over there.”
Hele herligheden kædes sammen af vel nok Danmarks mest populære klovn Danilo samt den bugtalende direktør Baldoni der naturligvis har sin velkendte løve Leonardo på armen.
Cirkus Baldoni har formået at skabe deres helt egen stil ud fra et ønske om, at det skal være ”Lysten, der driver værket”.
”Jeg er ikke født ind i cirkus branchen, men kan i år alligevel fejre 30 års artist jubilæum. Jeg har altid holdt meget af, at underholde og begejstre og helst i en sådan grad, at det rører ved publikums hjerter. Det er derfor en helt speciel oplevelse at besøge os", fortæller René Baldoni, direktør i Cirkus Baldoni.
Læs mere på www.baldoni.dk.