Fortsæt til indhold

Næste skridt på Hotel Orø Kro

Arkiv
Arkiv

Mo Dorthea Nørgaard er månedens kunstner med udstillingen 'Næste skridt' på Hotel Orø Kro. Udstillingen åbnes i morgen søndag den 3. juli 2016 med en fernisering klokken 15 til 17. Der udstilles papirværker og malerier. Kroen byder på en lille forfriskning.
En mand der rækker ud, svæver frit i luften, prøver at få overblik ... for at tage det næste skridt. Eller en proces hvor der eksperimenteres med hvordan vand, pigmenter og materialer kan spille sammen.
Hvordan former og farver påvirkes når vandet danner bobler, fortynder, forstøver, fordeler farver eller ændrer papirets struktur. Altid er der et næste skridt. Den ene opdagelse kaster den næste af sig med evig uforudsigelighed.
Præcis denne søgen er det der tryllebinder Mo og giver afsæt for afsøgningen af grænselandet mellem enkelheden og kompleksiteten. Hvad bliver det næste skridt?
Udstillingens sidste dag er den 2. september 2016.