Fortsæt til indhold

Evakuering under ild

Inden modangrebet natten til 6. juli 1849 blev Fredericias civilbefolkning evakueret

Arkiv
Peter Friis Autzen

I de kommende dage markeres årsdagen for den danske hærs store modangreb på de slesvig-holstenske styrker, der i 1849 havde belejret Fredericia.
Men allerede inden slaget, var udfaldet en stor operation.
I tiden op til modangrebet havde den danske hær nemlig sejlet tusindvis og atter tusindvis af soldater ind til Fredericia fra Fyn. Og for at skåne civilbefolkningen mod de truende kampe, tog skibene byens civile med den anden vej.
Ifølge Lokalhistorisk Arkiv boede der 4.400-4.500 mennesker inden for voldene i 1849. Stort set alle blev evakueret, så der praktisk talt ingen civile var tilbage i byen.
Evakueringen kan tages som udtryk for, at den danske hær ikke følte sig sikker på en lykkelig udgang på slaget.
“Siden Middelalderen havde man en uskreven regel i krigsførsel,” siger museumsinspektør Morten Tinning, fra Museet For Søfart i Helsingør.
Reglen var, at civilbefolkningen frit kunne marchere ud gennem fjendens ring af belejringsstyrker - forudsat, at byen ikke satte sig til modværge.
“Men hvis byen valgte at slås, indebar det også, at sejrende belejringsstyrker efterfølgende havde lov til at plyndre byen,” siger Morten Tinning.
Den risiko ville den danske hær ikke løbe på civilbefolkningens vegne. Derfor blev de sejlet væk.

Farlig evakuering

Evakueringen skete fra to til lejligheden byggede bådebroer ved Kastellet.
Små skibe måtte frem og tilbage mange, mange gange i løbet af de sidste dage op til slaget. Og det kunne ikke holdes skjult for fjenden, oplyser Morten Tinning.
“Slesvig-Holstenerne kunne se skibene. Så de vidste godt , at der var noget på vej - men ikke hvad,” siger han.
Den ene af bådebroerne lå mere udsat, end den danske hær i 1849 havde forventet.
“Broen syd for Østerstrand kunne beskydes af kanoner ude nord for byen. Det er derfor, Danmark efter krigen anlagde skanser i det område,” siger Morten Tinning.

Skanse 1 blev anlagt efter Treårskrigen for at forhindre ny kanonbeskydning af Østerstrand. Skansens størrelse antydes af fodgængeren i den røde cirkel.