Når den internationale terror rammer helt tæt på

10 minutter. Det er ikke ret lang tid. Det er vel nogenlunde den tid, det tager for Elif og Bülent Uyar at bage en pizza i deres restaurant Pizza Milano på Mosevej i Kolding.
10 minutter er ikke ret lang tid. Det er den tid Bülent Uyar var fra at miste hele sin familie, da tre selvmordsbombere tirsdag aften først skød sig vej ind i Atatürk Lufthavn i Istanbul og siden udløste de bomber, de havde på kroppen og trak foreløbigt mere end 40 mennesker med sig i døden.

Tæt på selvmordsbomberne

Elif og Bülent Uyar har begge rødder i byen Mut i det sydlige Tyrkiet. Tirsdag eftermiddag lettede Elif sammen med parrets to sønner, Efe på otte år og Umut på 14, og Bülents mor Elifana fra Billund Lufthavn for at tage på ferie i hjemlandet. Bülents ferie starter først om et par uger, hvorefter han tager den samme tur. Atatürk Lufthavn var blot mellemstationen, inden Elif og drengene skulle med et fly videre sydpå. I Danmark sad Bülent og fulgte med i flyets ankomst til Istanbul.
"Jeg er altid nervøs, når de tager af sted, så jeg siger til Elif, at hun skal give besked med det samme, de er godt fremme. Jeg kunne se, at flyet var landet, men jeg hørte ikke noget," fortæller Bülent Uyar.
I Istanbul er familien Uyar kommet ind i udenrigsterminalen. De skal videre til indenrigs, men Elif skal lige købe et tyrkisk taletidskort, så hun kan komme i kontakt med sin mand i Danmark.
Herefter går familien videre til indenrigsterminalen for at vente på at komme videre. 10 minutter senere stormer tre selvmordsbombere ind, hvor Elif netop har købt et taletidskort. De åbner ild med automatvåben. Herefter udløser de bomberne på deres kroppe.

Føltes som et jordskælv

"Vi mærkede, at det rystede. Det føltes lidt som et jordskælv, og vi kunne høre lyden, men vi vidste jo ikke, hvad det var. Men så blev der kaos," fortæller Elif Uyar i telefonen fra Tyrkiet.
Det er det virvar af mennesker, der flygtede fra lydene og rystelserne, som Elif hentyder til. Stadig vidste ingen af dem, hvad der var sket. De kunne blot se panikken og høre skrigene fra menneskemængden.
"Børnene blev ved med at spørge 'hvad sker der, mor', og jeg blev bare nødt til at sige, at det nok skulle gå," forklarer Elif Uyar.
I Danmark har Bülent endnu ikke hørt fra familien. Pludselig får han en sms fra en ven, der spørger, om han har hørt om angrebet i Istanbul. Så rammer angsten.
"Jeg ringede og skrev til dem, men der kom ikke noget svar. Jeg ville ikke tænke på, at de var blevet ramt, men oppe i mit hoved begyndte tankerne bare at køre rundt. Hvad hvis der var sket dem noget? Det værste var at stå her uden at kunne gøre noget, og jeg kunne mærke, at jeg bare strammede til i hele kroppen. Jeg tænkte kun på at finde ud af, hvordan de havde det," fortæller Bülent Uyar.
Der går omkring et kvarter, inden den forløsende melding kommer. Familien har det godt. De er i chok, men de er uskadte. Bülent mærker, hvordan skuldrene igen sænker sig en smule og kroppen slapper af. Så begynder han at ryste. Samtidig hører han sig selv kaste eder og forbandelser efter de kujoner, der dræber uskyldige mennesker og nu også har været tæt på at rive hans familie fra ham. Terroren er pludselig kommet uhyggeligt tæt på.
"Du ved, at når man hører om terrorangreb, så tænker man selvfølgelig, at det er forfærdeligt for dem, det er gået ud over. Nu tænker jeg, at man bare aldrig kan sige aldrig. Desværre er det jo det, de vil opnå med terroren," konstaterer Bülent Uyar.

Lyden af sirener hænger ved

Der går tre-fire timer fra angrebet i Atatürk Lufthavn, inden Elif, Efe, Umut og Elifana bliver eskorteret væk fra lufthavnen. De bliver kørt til et hotel i Istanbul, hvor de overnatter, inden de dagen efter kører tilbage til Atatürk for at flyve videre sydpå. I telefonen fra Tyrkiet fortæller Elif Uyar, at de stadig er ramt af chokket. Hun hører hele tiden sirenerne fra ambulancerne og panikken i menneskemængden inde i hovedet, men hele familien har det efter omstændighederne godt.

Skal bare kramme dem

I Danmark er det ikke let at være rolig, når familien er så langt væk, og det kun er igennem telefonen, at Bülent bliver forsikret om, at de har det godt. Han fortæller, at hans sønner også siger, at de har det fint, men Bülent kan godt høre, at de forsøger at være "seje" over for deres far.
"Planen har jo hele tiden været, at jeg skal ned til dem senere på måneden. Hvis de ikke havde været dernede, så ville jeg ikke rejse til Tyrkiet nu, men det eneste jeg kan tænke på er at komme ned til dem og kramme dem og se, at de har det godt," siger Bülent Uyar.