Fortsæt til indhold

Teknisk Skole Roskilde: Eleverne opfandt det varme vand

Arkiv
Anette Gundlach

Skarpe iagttagere og festivalsgængere lagde muligvis mærke til, at man på dette års Roskilde Festival kunne vaske hænderne med varmt vand.
Vandet kom ud af en fin orange metalbeholder med påsatte numseformede sæder.
Øverst pyntede farverige blomster og krydderurter.
Den finurlige og praktiske konstruktion med det varme vand har elever fra Roskilde Tekniske skole udviklet.
Vandet bliver opvarmet ved hjælp af varme, der udvikles når rapshalmen i midten komposteres.
Det udvikler så meget varme, at temperaturen helt naturligt kommer op på 80 grader, helt uden brug af el, forklarer praktikcenterleder Anna Samuelsen.
Beholderen bliver ikke bare brugt som renvasker, men også til at vente på kæresten, når hun står i kø til toilettet ved siden af.

Mere end vand

Beholderne var sat op uden for toiletterne på Avalon på Roskilde Festival, hvor installationerne fremstår som et udsmykket siddemøbel med håndvask.
Beholderen var pakket ind, så der opstod en grøn oase med mulighed for at sidde og slappe af, mens festivalgæsterne nød duften af planterne.
Installationerne blev udviklet lidt efterhånden, som ideerne greb hinanden. For eksempel er siddepladserne kommet på for at undgå, at mændene tisser op af den.
Installationen er lokalt produceret med et minimum af transport. Planterne er produceret i skolens egne væksthuse, træet til bænkene voksede op i Roskilde og er efterfølgende skåret op på Roskilde Tekniske Skoles eget savværk.
Næste år bygger de studerende muligvis en endnu større beholder og udvikler videre på den gamle. Ligesom de også udsmykker mediebyen.

Elever fra Teknisk Skole i gang med at gøre beholderen klar. (Foto: Roskilde Tekniske Skole)

Samarbejde på tværs

Roskilde Festival og Roskilde Tekniske Skole har arbejdet sammen i mange år. Skolen gennemfører flere projekter med og for Roskilde Festival.
For eksempel udsmykning af de lukkede områder, opbygning af siddeområder og hegn.
Elever fra forskellige studieretninger arbejder sammen om projekterne.

ag@roskildeavis.dk

Praktikcenterleder Anna Samuelsen sammen med kommunikationschef Jacob Christiansen.