Byrådet afliver Vastu-parken
Planerne om et nybygget område, kaldet Vastu Parken i Østerby ved Trelde, er dømt ude. Et byrådsflertal bestående af S, DF, C og K stemte projektet ned efter en lang række indsigelser fra blandt andet naboer. Et mindretal, bestående af SF, Enhedslisten og Venstres Nicolai Wyke, var imod, at projektet blev nedstemt.
Vastu Parken var planlagt med 28 boliger og skulle opføres efter Maharishi Sthapatya Veda-principper og tanker om transedental meditation. Den slags havde tidligere medført mange naboprotester og et kommunalt nej. Det samme skete i denne omgang.
Der kom 13 indsigelser fra naboer og andre under høringen. En del af indsigelserne skyldtes en frygt og fornemmelse for, at projektet i virkeligheden var etableringen af en religiøs sekt eller kursusvirksomhed - ikke blot et boligområde. Samt at det ville have en negativ indflydelse på områdets unge og huspriserne i nabolaget. Det blev også påpeget, at der allerede er ledige arealer i området, og at der derfor ikke bør lægges yderligere områder ud til projekter som det foreslåede. Derudover kom der indsigelser på projektets planer om solanlæg, trafik og andet.
Nu vil Fredericia Kommune indlede en dialog med folkene bag planerne om at placere projektet et andet sted.