En uge med mange højdepunkter
Britisk grime og dansk pop var nogle af højdepunkterne ved årets Roskilde Festival for Kristoffer fra Køge, der var med for tredje år med venner fra sin gamle efterskole
130.000 mennesker myldrede ind på dyrskuepladsen i Roskilde i sidste uge til årets største danske musikbegivenhed. En af dem var Kristoffer Henriksen fra Køge, der var på Roskilde Festival for tredje år i træk, og som ikke lod sig gå på af, at der var mere brug for regnjakke og gummistøvler end shorts og T-shirt i år.
"Både sidste år og forrige år var det fantastisk vejr, så det har man måske bare taget for givet. Men vi var heldige med, at det var korte regnskyller, og solen hjalp, så der ikke var så meget mudder," siger han med tanke på den mudderpøl, som festivalpladsen har en tilbøjelighed til at forvandle sig til i de mest regnfulde år.
Roskilde Festival åbnede lørdag den 25. juni, men Kristoffer og hans venner var allerede på plads i køen uden for festivalpladsen dagen før for at være sikre på at få en god plads i et af de enorme campingområder, så de var klar, da hegnet blev væltet lørdag eftermiddag.
"Det har virkelig været godt i år. Vi kendte ret mange, der var med på festivalen, og vores camp blev lige som samlingspunktet for mange, og det var rigtig hyggeligt," fortæller Kristoffer Henriksen, som tager til Roskilde Festival sammen med en flok venner fra sin gamle efterskole.
Det første år var der 80 med i lejren, sidste år var de 30, og i år var de syv tilbage, der holder ved traditionen. For Kristoffer er det både festen med vennerne og en stor og bred musikinteresse, der trækker ham til Roskilde hvert år.
Han fremhæver den unge britiske rapper, Stormzy, og det danske band Liss som nogle af årets højdepunkter. De spillede begge fredag, Liss endda så tidligt som klokken 13, som kan være en udfordring, når man er lidt træt fra aftenen før, men det lykkedes for Kristoffer og vennerne at nå til koncerten som startskud til en travl fredag med masser af musik.
"Jeg har en ret bred musiksmag, og der var rigtig mange bands, jeg gerne ville se fredag, mens torsdag til gengæld var lidt kedelig," siger Køgedrengen, der gerne ville have blandet musikken lidt bedre på festivalen.
Han fremhæver koncerten torsdag med duoen Macklemore & Ryan Lewis som et andet højdepunkt, mens en skuffelse til gengæld var onsdagens koncert med et af årets absolutte hovednavne, Red Hot Chili Peppers. Kristoffer og vennerne så begyndelsen af bandets underligt energiforladte og indadvendte koncert, men de smuttede hurtigt til fordel for Wiz Khalifa.
Nu er festivalpladsen tom og oprydningen i fuld gang, og Kristoffer og de fleste andre festivalgængere er ved at genvinde de mange timers tabte søvn fra den seneste uge. Han ved ikke endnu, om han og efterskolevennerne er på plads til festivalen næste år - men mon ikke den svært vanedannende kombination af fest og musik trækker, når næste års festival nærmer sig.
"Den beslutning plejer vi at tage hen ad vejen. Men det har i hvert fald været virkelig godt i år," fastslår han.