På gensyn næste år
TITUSINDER VAR TRÆTTE OG TILFREDSE, da de tog hjem fra årets Roskilde Festival efter at have tilbragt en uge eller mere på Dyrskuepladsen og nærmeste omegn. De havde foretaget et bevidst valg om at bruge al den tid på en helt anderledes oplevelse midt i en ellers travl hverdag, fordi de har lyst og brug for sådan en oplevelse.
Når 100.000 mennesker på denne måde kommer hertil og bruger mange penge på musik plus mange andre fornødenheder, præger det selvfølgelig hele Roskilde – ikke kun denne ene uge om året.
MUSIK KAN ALTID DISKUTERES. Men Roskildes styrke har gennem årene været den store bredde, så der er noget for enhver smag, når der spilles i fire dage på en række forskellige scener. Den opskrift virker fortsat.
Årets musikalsk, historiske højdepunkt var selvfølgelig den evigtunge Neil Young, der har været fremme på musikscenen længere end festivalen selv og været her tidligere. Han var på toppen allerede i slutningen af 1960'erne med Buffalo Springfield og senere Crosby, Stills, Nash & Young, men har også siden holdt niveauet. Hvis ikke engelsk nu havde været på vej ud af Europa, ville en rigtig floskel nok være 'Forever Young'.
MEN FESTEN ER MEGET MERE end musik, og det er da også forklaringen på, at den har overlevet og udviklet sig i alle årene efter en usikker start i 1971.
Det enestående resultat skabt af ledere med udsyn og idealer samt ikke mindst titusinder af flittige frivillige. De har i årtier fået det kæmpemæssige arrangement til at fungere, uden at det gik ned på for høje udgifter eller blev undergravet af 'social dumping' gennem importerede og underbetalte 'slavearbejdere'.
EN SKATTEPROCENT EKSTRA skulle alle vi roskildensere betale, hvis kommunen skulle støtte alle de aktiviteter indenfor kultur, sport og socialt arbejde, der nu bliver finansieret direkte og indirekte fra det store musik-arrangement.
Mange fodboldklubber, spejdere, børneinstitutioner eller skoler kunne slet ikke give deres medlemmer eller brugere de samme gode tilbud uden indtægterne omkring festivalen.
STØRST BETYDNING har dog Festivalens sociale og mentale samliv med byen. Roskilde Avis har efterhånden i mange artikler beskrevet, hvordan roskildensere udfylder de mange nøgle-funktioner, der får det står arrangement til at fungere.
Her har de lært, hvordan frivillige fællesskaber kan skabe store resultater, og den forståelse præger efterhånden hele vores kommune. Derfor er Roskilde generelt blevet en åben og tolerant by, der tror på sin egen fremtid, så vi tør byde nye indbyggere velkommen – enten de nu køber hus på Frederiksborgvej til mange millioner eller er flygtninge fra Syrien på det gamle Sankt Hans.
NOGLE INDBYGGERE FLYGTER fra byen, mens festivalen foregår. Jeg også godt forstå, at den massive musik, mængden af mennesker og alt deres affald kan være noget af en prøvelse, hvis man f.eks. bor i Vor Frue eller andre nærliggende kvarterer. Men der følger altså noget med, hvis man gerne vil bo i en lille storby, der er i rivende udvikling og har mange tilbud til sine indbyggere.
Selv har jeg f.eks..fornøjelsen af at bo i Allehelgensgade, hvor hundreder af larmende og mere eller mindre halvtomme busser drøner igennem hver dag året rundt. Men på bykortet kan jeg godt se, at der ikke var andre muligheder, hvis de skal nå rigtig og hurtigt rundt. Så nu må jeg bare håbe på den nye støjsvage asfalt, som kommunen har lovet i flere år.
DE FLEST ROSKILDENSERE bliver heldigvis hjemme for at være med på Dyrskuepladsen enten som betalende deltagere eller frivillige. Det er et godt tegn.
For Festivalen er jo fortsat en helt afgørende succes, der sikrer, at Roskilde også i fremtiden vil være et godt sted at leve hele året rundt for os alle sammen. Så derfor har vi god grund til både overfor hinanden og til årets mange gæster at sige:
PÅ GENSYN TIL NÆSTE ÅR.