Camilla på den store klinge til Paris
Sundhedsudvalgets næstformand ser frem til en øm bagdel og masser af gode oplevelser på vej til ’Byernes By’ - på cykel
Der er kommet facon over cyklingen, muskler på kroppen og skarphed i blikket hos den unge byrådspolitiker, der snart vender den gule tohjuler i retning af Paris:
“Jeg har nu 2900 kilometer i benene, og det er sjovt som det der var stor udfordring for hele gruppen i begyndelsen, er blevet til en lille rask træningstur, som jeg bare selv kører en mandag aften,” smiler Camilla Eva Jørgensen da avisen møder hende i silende regn.
Hun ved dog godt, at en cykeltur til Paris er en ordentlig omgang, og der har bestemt været mange bumb på vejen indtil nu for den 23årige byrådspolitiker:
"Jeg er en meget spontan person, hvilket har den konsekvens at jeg nogle gange kaster mig ud i projekter, som jeg ikke helt kender konsekvensen af," erkender hun og fortsætter:
"Det gjorde jeg tilbage i 2013, da jeg stillede op til byrådet, selvom jeg ikke anede særlig meget om kommunen eller ikke anede om jeg var stærk nok til at føre min egen valgkamp. Jeg kunne bare se at noget var galt – og jeg ville gerne vende den udvikling og være med til at gøre en forskel. Det samme gjorde sig gældende, da jeg sad en sommeraften sidste år med et glas rødvin og ansøgte om at blive en del af Team Rynkeby. Det var egentlig med tanken 'Jeg ansøger bare, så ser jeg hvad der sker'."
Spændingen steg
Hun indrømmer at det var spændende om det ville lykkedes hende at komme med:
"Herefter gik ventetiden meget langsomt. Jeg ventede på en mail om at jeg var inde eller ude af første runde. Jeg tog mig selv i at tjekke min mail op til flere gange – det kunne jo være, at mailen kom ud lidt før. Der gik det op for mig at jeg virkelig gerne ville være med. Da mailen endelig kom, stod der at jeg gik videre til næste runde og jeg skulle derfor til en samtale. Her var jeg nervøs! For se lige mig, jeg er da ikke særlig sporty? Jeg ligner ikke ligefrem en der kan cykle til Paris. Men alligevel ringede holdets kaptajn til mig midt under august-byrådsmødet og sagde at jeg var en del af Team Rynkeby Sønderjylland," husker Camilla med et stort smil.
"Jeg elsker udfordringer og jeg elsker at kaste mig ud for komfort-zonen, for blive stærkere som menneske og lære mine grænser bedre at kende. Men tanken har da strejfet mig: Hvad fanden er det jeg har meldt mig til?" tilføjer hun
Barske ture
"Jeg har haft nogle hårde træningsture," erkender Camilla. Hun fortæller:
"I marts startede vi op på raceren og jeg havde ikke siddet på en cykel i mange år. Vi skulle cykle 50 km. og det lød helt vildt i mine ører. Men nu er 50 km. en lille tur, som jeg kunne finde på at cykle en mandag-aften alene. Men det var hårdt ved kroppen i starten – jeg gik nærmest direkte hjem i seng efter de første træningsture."
"En anden træningstur, der sidder fast i hukommelsen er bakketræningen i Vejle i juni, hvor vi cyklede 120 km. med bakker bl.a. Kiddesvej og Gl. Kongevej i Vejle. Jeg er sikker på at mit forhjul lettede sig fra jorden op til flere gange. For nyligt var vi på træningsweekend, hvor vi cyklede 400 km. på to dage. Vi mødtes kl. 6 lørdag-morgen og cyklede Lillebælt rundt, det var 220 km. så hyggede vi om aftenen med mad, vin og underholdning før vi cyklede 180 km. langs vestkysten," fortæller en efterhånden godt trimmet Camilla:
"Det lyder lidt vildt – og jeg havde aldrig troet at jeg ville være i stand til at cykle så meget. Jeg har aldrig været særlig god til sport. Jeg kan heller ikke lide at blive beskidt. Men der er en fantastisk stemning på holdet. Vi er glade hver dag og vi støtter hinanden – og det er det, der holder mig i gang. Jeg ville på ingen måde kunne gøre alt det her uden holdet. Derudover er jeg blevet meget glad for at cykle. Det er dejligt at være tvunget til at holde fri og bare fokusere på at komme fremad."
Et fantastisk hold
"Team Rynkeby er et fantastisk hold. Vi er ca. 50 ryttere og et servicehold. Alle der er på holdet, brænder for at være der og brænder for at støtte Børnecancerfonden. Vi er meget forskellige og alle kommer med hver sin historie. Vi har alle haft cancer tæt inde på kroppen, men vi står sammen for at gøre en forskel," fortæller Camilla videre:
"Jeg har sjældent været et sted, for folk har taget SÅ godt imod mig. Selvom mange af dem er erfarne cykelryttere og jeg møder haltende op til første træning, fordi jeg kun havde siddet på en cykel én gang de sidste mange år – og det var dagen før. Hvor jeg ikke kunne finde ud af at klikke ud af pedalerne, så jeg væltede hjemme i min fars have. Team Rynkebys dygtige mekanikere fiksede cyklen og jeg bar over med de mange blå mærker. Men pointen er, at selvom jeg var meget dårlig til at cykle, så hjalp de andre på holdet mig. De gav en masse gode råd og gav mig selvtillid til at fortsætte. Nu er både teknikken med cyklen og formen på sit højeste nogensinde – og jeg er klar til at tage turen til Paris," smiler Camilla til fotografen.
Indsamlingen er vigtig
Turen til Paris begynder på søndag den 10. juli. Turen til byernes by er opdelt i etaper på ca. 200 kilometer per dag. Og det hele handler jo om at samle penge ind til Børnecancerfonden.
Man kan støtte Camilla Eva Jørgensens indsamling på dette link:
https://indsamling.team-rynkeby.dk/fundraisers/gor-en-forskel-stot-bornecancerfonden1