Ung rambuktyv fældet af egen computer
En 22-årig mand fra Roskilde skal to et halvt år bag tremmer på grund af 80 lovovertrædelser.
Han har blandt andet begået 29 indbrud og et rambuktyveri. Rambuktyveriet foregik 5. august sidste år. Dengang gik det ud over Møbelpolsteren i Roskilde. Tyven stjal her tre Arne Jacobsen Ægget-stole til en værdi af 155.000 kroner.
Eneste bevis i sagen var en bærbar computer som blev fundet på hans vens adresse. Computeren havde han brugt til at sælge tyvekoster på i en lukket Facebookgruppe
Computeren, der i øvrigt stammede fra et andet indbrud, blev sendt til teknisk undersøgelse, og man fandt en række billeder og søgninger som relaterede sig til rambuktyveriet, herunder billeder af selve gerningsstedet.
Dommen faldt onsdag og den 22-årige kom direkte i fængsel.