Felsted-gartner bliver en del af HedeDanmark
Anlægsgartner Frank Sørensen er 1. juli blevet en del af HedeDanmark
HedeDanmark udvider igen sine aktiviteter inden for etablering, pleje og vedligehold af grønne områder samt snerydning og glatførebekæmpelse. Sønderjyllands største anlægs-gartnervirksomhed, Frank Sørensen Anlægsgartner, er nemlig pr. 1. juli blevet en del af HedeDanmark.
Frank Sørensen Anlægsgartnerfirma er grundlagt af 53-årige Frank Sørensen, som har stået i spidsen for virksomheden siden 1986. HedeDanmark overtager med købet en anlægsgartnervirksomhed med mere end 30 medarbejdere.
”Når man har drevet egen virksomhed i 30 år, kræver et salg grundige overvejelser. Derfor er det afgørende for min beslutning, at HedeDanmark som ny ejer udgør den bedst tænkelige platform for udvikling af virksomheden og medarbejdere, og at vi fortsat kan tilbyde kunderne en professionel serviceleverandør,” siger direktør i Frank Sørensen Anlægsgartner, Frank Sørensen, der fortsætter i HedeDanmark.
Frank Sørensen Anlægsgartner drives fra egne lokaler i Felsted syd for Aabenraa, hvorfra HedeDanmark vil samle og drive sine lokale driftsaktiviteter, når sammenlægning af opgaver og funktioner er gennemført. HedeDanmark har gennem flere år udvidet tilstedeværelsen i det syd- og sønderjyske område.
Inden for de senere år har HedeDanmark overtaget flere aktiviteter inden for pleje og vedligehold af grønne områder fra virksomheder som bl.a. Jyske Miljø Depot i Rødekro (2012), Wad & Kortegaard i Fredericia (2012) samt Davidsen & Partnere (2011).
De målrettede opkøb er en del af HedeDanmarks strategi om at styrke sin position som en landsdækkende leverandør af pleje og vedligehold af grønne områder for offentlige og private virksomheder samt boligforeninger.