Kvindesenior vandt slutspil i Slagelse
To sejre og en uafgjort var nok til guldet
AIK 65 Strøbys kvindeseniorhold blandet med oldgirls sluttede forårets turnering for kvindesenior 8-mands på en fin andenplads og dermed kvalificerede de sig til slutspil forår, som en slags SM finale, som blev afholdt i Slagelse for nylig.
"Første kamp var mod Ørslev Bjerge, som vi tidligere havde mødt i turneringen, så vi vidste, at det er et ungt og stærkt hold, lyder beretningen fra holdet, som kom foran på et godt mål i 1. halvleg og fordoblede føringen efter pausen til slutresultatet 2-0.
Anden kamp var mod Slagelse, og efter en god fight med chancer i begge ender, endte også denne kamp med 2-0 til AIK 65 Strøby-spillerne.
"Den tredje kamp var mod Kirke Helsinge, hvor alle vist var lidt brugte, men det var tilfældet i begge ender," lyder det om opgøret, hvor AIK 65 Strøby fik flere spillere skadet, og opgøret endte 0-0, hvilket var nok til guldet i slutspilsturneringen.