Ny skoleleder på Køge Private Realskole
46-årige Lars Bonde bliver ny skoleleder på Køge Private Realskole. Han kommer til at stå i spidsen for skolens fortsatte udvikling
Det bliver den nuværende sportschef for Danmarks Cykle Union, som fra den 1. september skal stå i spidsen for Køge Private Realskole. Lars Bonde har betydelige resultater bag sig, og har således stået i spidsen for en stadigt voksende personalegruppe i Danmarks Cykle Union, som kontinuerligt har leveret stadigt større resultater. Som sportslig chef har Lars Bonde været medvirkende til, at der blev vundet medaljer ved de seneste to olympiske lege, og selv blev han i 2009 udnævnt til årets sportscoach af dagbladet BT.
”Lars Bonde er en stærk og engageret leder. Han har igennem de seneste mange år arbejdet målrettet med performance og talentpleje, og har en god viden om, hvad der motiverer og driver børn og unge. En meget spændende erfaring og viden som jeg er overbevidst om, han kan få sat i spil på en ny og spændende måde på vores skole,” siger Thomas Pedersen, formand for bestyrelsen.
Køge Private Realskole er efter lukningen af gymnasiet godt i gang med at få konsolideret, således at grundskolen fortsat kan udvikles og styrkes. Bestyrelsen er begyndt arbejdet med en ny strategi for skolen. Et arbejde som den nye skoleleder hurtigt vil blive inddraget i og blive en del af.
”Jeg glæder mig til at tiltræde som skoleleder for Køge Private Realskole. Jeg kommer med en masse erfaring om performance, talentudvikling og samarbejde med engagerede medarbejdere, som jeg gerne vil dele ud af og bidrage med i en ny kontekst. Samtidig ser jeg meget frem til mit samarbejde både med skolens ansatte, samarbejdspartnere, alle forældrene og selvfølgelig alle børnene på skolen,” siger Lars Bonde.
Lars Bonde fuldender sit arbejde for Danmarks Cykle Union ved OL i Rio i august måned og tiltræder dernæst stillingen som skoleleder på Køge Private Realskole. Han er uddannet folkeskolelærer og har tidligere blandt andet også arbejdet som SSP-konsulent. Han er gift med Mie Carlsen, som er folkeskolelærer, og sammen har de tre børn.