Et forstemmende forår

Kommentar "Vi har lige haft et horribelt efterår, vi skal ikke også have et forsømt forår."

Således afsluttede jeg tilbage i december måned sidste år min kommentar om EfB's Autumnus Horribilis. Om det horrible efterår, der bød på trænerfyring, et skadeshelvede og en pointhøst, som var den andendårligste i ligaen. 15 sølle point på kontoen efter 18 kampe og 37 mål havde man lukket ind.

Nu står vi så tilbage efter 33 runder, og når boet skal gøres op, så står der 30 point på kontoen og 64 indkasserede mål. Det er atter kun 'overgået' af Hobro, og det er atter engang yderst kritisabelt.
Det er faktisk pinligt ringe.

Hvor er stoltheden?

Målsætningen for foråret var helt klar - at forblive i Superligaen. Den mission er man lykkes med - kredit for det, men så er der også ved at være tomt i kassen med lyspunkter.

Foråret har budt på et utal af skuffelser, og det er ganske enkelt rystende at høre sætninger om, at man har mistet nerve og tænding, efter at man 'så hurtigt' sikrede sig overlevelse i ligaen.

Er det vitterligt tilfældet, er der endog meget alvorlige mangler at finde hos både ledelse, spillere og ikke mindst på trænerbænken.

For det første er der det helt åbenlyse i form af en bedre placering og dermed også flere tv-penge at spille om.
Derudover er der naturligvis kampen for at finde en rød tråd og et spillemæssigt koncept at kæmpe for.

Og sidst, men ikke mindst, så bør der ganske enkelt være en personlig stolthed at spille om. Den stolthed har til tider været meget svær at få øje på.

Alt for lavt bundniveau

Når man afslutter en sæson, og på én hånd - uden endda behøve at tage alle fingre i brug - kan tælle de spillere, der har holdt et bare nogenlunde niveau, så står det skidt til.

Ikke desto mindre er det tilfældet i EfB, hvor alt for mange spillere på ingen måde har været deres tårnhøje hyre værd. Det gælder blandt andet nogle af de nye spillere, hvor en Bjørn Paulsen måske nok løber solen sort, men også ofte løber forvirret rundt ude på en kant, hvor han ikke ser ud til at befinde sig særlig godt. Eller blev købt ind til at spille.

Bjørnen har hjertet på det rigtige sted og kæmper som få, men hans spillemæssige værdi i forhold til købsprisen harmonerer endnu ikke.

Bag ham befinder Jesper Lauridsen - der også kostede millioner i vinterpausen - sig, og indtil videre har han slet ikke været pengene værd. Og sådan kunne man desværre blive ved, for bundniveauet har til tider været så lavt, at man kun kan undre sig.
Og spørgsmålet er jo, om det overhovedet er de rigtige spillere, der er i truppen? Her peger pilen naturligvis på de personer, der køber ind. Ledelsen og trænerteamet.

Flere ting undrer

Men nu vi er ved det med undren, så er der flere ting, som nager.

Hvorfor er det, at EfB spillerne - i modsætning til stort set alle andre hold i Superligaen -bliver skadet i tide og utide?

Hvorfor er det lige, at så mange spillere stort set kun kan holde til at præstere i cirka 65 minutter?

Hvor er den røde tråd i de ting, der foregår i klubben? Og hvor er Jonas Dals plan?
Indtil videre har vi hørt flotte sætninger som 'forpligtende fællesskab', og at vi skal 'opnå fremfor at undgå', men det har unægtelig været svært at se udfoldet i praksis.

Ingen betvivler vel, at spillere og trænere gerne vil vinde, men forstår man hinanden godt nok på de indre linjer? Eksempelvis siger man inden en kamp mod SønderjyskE, at man har haft fokus på duelspillet, for der er de gode, hvorefter man så går ud og taber 19 ud af 20 dueller.
Jonas Dal beretter om, at han ser ild i øjnene på sine spillere, det har vi andre ofte lidt svært ved. Måske også spillerne selv, der taler om at blive kvalt i taktik og skabeloner og vil 'sættes fri'.
Spillere, hvoraf flere åbenlyst mangler en grundlæggende idé om, hvor EfB spillemæssigt er på vej hen, og hvor flere spillere ikke har den store respekt for chefen og hans assistent. Bekymrende. Meget bekymrende.

Der er ingen tvivl om, at når spillerne møder ind efter ferien, så hedder cheftræneren også Jonas Dal. Det er rimeligt nok, for han klarede missionen, sikrede overlevelsen og han har fortsat ledelsens tillid.

Spørgsmålet er så, hvor meget tillid fans og sponsorer efterhånden har til både ledelsen og trænerteamet efter en helt igennem rædselsfuld sæson, hvor man udelukkende overlever, fordi der kun rykker et hold ud i år...